Borgerne er hurtigt i gang med genoptræning
Haderslev Kommune hjælper flere borgere med genoptræning i forhold til tidligere. Samtidig er ventetiden for genoptræning faldet fra 25 dage til fem dage
genoptræning Borgerne i Haderslev Kommune venter kun få dage på at komme i gang med genoptræning.
Siden 2007 har Haderslev Kommune stået for genoptræning af borgere, der har været indlagt på sygehuset og har brug for genoptræning. Ventetiden det første år var op til 25 dage. I dag er den 5 dage fra kommunen modtager genoptræningsplanen fra sygehuset.
"Vi har haft et ønske om hurtigere at få borgerne i gang med genoptræning. Det har betydet, at vi flere gange har tilført området ressourcer, og i dag er vi nede på fem hverdage. Vi oplever, at borgerne hurtigere bliver i stand til at genoptage hverdagens gøremål eller vende tilbage til arbejde, og det er naturligvis en stor tilfredsstillelse for alle parter," siger Asta Freund.
Samtidig med at ventetiden på genoptræningen er gået ned, er antallet af borgere, der har brug for hjælp, steget. Det første år modtog kommunen 60-70 genoptræningsplaner om måneden. I dag er antallet 135 planer om måneden.
"Det er sygehusenes læger, der laver genoptræningsplanerne, og så er det vores opgave at støtte op om planerne med den rette genoptræning," siger Asta Freund.
genoptræning
Kommunerne overtog ansvaret for genoptræningen i januar 2007. Opgaven har tidligere ligget hos amterne.
I Haderslev Kommunes kvalitetsstandarder står der, at 90 % af borgerne skal være i gang med træning indenfor den godkendte ventetid. Kommunen ligger i øjeblikket ret tæt på de 90 %. Der er således enkelte borgere, der venter lidt længere.
Ventetiden i Haderslev Kommune er fem hverdage. Ventetiden regnes fra den dag, kommunen har borgerens sag, til borgeren er i gang med at træne.