“Nytter ikke noget bare at sidde i sofaen”
14. november holder Erhvervsforum Hornsherred stiftende generalforsamling. Initiativet vil skabe vækst for Hornsherred
Hornsherred Hornsherred har potentiale - og det skal udnyttes. Derfor har de to lokale iværksættere fra Gershøj, Arne Stentoft og Morten Steen Nielsen, taget initiativ til at stifte Erhvervsforum Hornsherred. Initiativet skal være med til at skabe vækst i herredet ved synliggøre de mange kompetencer, der er hos lokale virksomheder. "Ordet udkantsdanmark kom pludselig væltende. Købmanden i Såby og skolen lukkede. Og jeg begyndte at tænke, der skal ske noget, ellers dør det ud. Hvorfor kan vi ikke tage udfordringen op? Hvorfor skal vi acceptere udviklingen og ikke gå imod den?," spørger Morten Steen Nielsen, som mødte Arne Stentoft, der gik med samme tanker. "Første step var at ringe rundt til nogle af de lokale virksomheder for at høre, om der var basis for at gøre noget. Og så mødtes vi første gang i marts måned, hvor der dukkede fem virksomheder op," siger Arne Stentoft. Men trods det lidt beskedne første fremmøde har de to iværksættere åbenbart fået prikket til et behov. For efterfølgende har der været stor interesse for projektet.
Sidde i sofaen
"Vi har mødtes en gang om måneder, og ved det største møde, vi har haft, dukkede der 25 virksomheder op," siger Arne Stentoft. Men der har også været behov for, at initiativet skulle rykke sig. Derfor holdes der stiftende generalforsamling 14. november. "Vi vil ikke være et netværk, hvor du skal lægge 10.000 kr. om året. Vi vil i netværket være med til at skabe noget energi," siger Morten Steen Nielsen og suppleres af Arne Stentoft: "Det er et skønt område herude, men det er som om, at potentialet ikke bliver udnyttet. Mit ønske er, at skabe mere værdi i forhold til at bo herude. Fem virksomheder kan jo mere, dækker mere og er langt stærkere end én lille virksomhed. Jeg ser potentiale i, at man begynder at tænke større, tænke sammen. Jeg tror ikke, at der er så stort potentiale i at tænke; lad os vente og se, hvad der sker. Vi er nødt til at være mere proaktive og blive synlige sammen. Ellers er der bare andre, der tager teten. Det nytter ikke noget bare at sidde i sofaen," siger Arne Stentoft.
Mangler fokus på vækst
Ifølge de to initiativtagere er det også op til virksomhederne at byde ind i netværket. Virksomhederne er nødt til at tænke længere. "En af de udfordringer, vi står overfor, er, at vi skal turde tænke større og tænke udover egen virksomhed. Der mangler industriområder, kvadratmeter, kontorlokaler. Der mangler fokus på vækst. Fokus på muligheder for virksomhederne," siger Morten Steen Nielsen, som peger på, at en af muligheder kunne være, at skabe en vækstfabrik på Hornsherred. Morten Steen Nielsen peger også på, at butiks- og cafelivet samt de kulturelle tilbud kan være med til at tiltrække borgere med højere indkomst. I den forbindelse fremhæver de begge Skibby Kino, som et velfungerede kulturtilbud, som sagtens kunne udvikles endnu mere. "Fremfor at afvente, hvad der sker. Så kan vi jo lige så godt tage fat i tøjlerne og sørge for, at der sker noget. Tage initiativet. Det er ikke sikkert, at det så bliver til noget. Men vi kan lige så godt gå efter det. Der er en udfordring i at tænke det lidt diffuse og tænke det lidt større. Vi ved først, hvad det er, når vi har skabt det. Man kunne godt lade være, men det er da sjovere at prøve," siger Arne Stentoft.