Fortsæt til indhold

Et kodeks ville gavne

Margrethe Vestager undrer sig over, at Fredericia ikke har sørget for en lokalpolitisk fredsaftale

Arkiv
Peter Friis Autzen

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (Radikale Venstre) kan godt leve med, at Fredericia Kommune ikke har fulgt hendes opfordring og udarbejdet et kodeks for god konstitueringsskik. Også selvom hun stadig selv synes, at et kodeks ville være en god idé.
”Jeg tror stadig, det er en god idé, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne aftaler nogle rammer for, hvordan konstitueringsprocessen skal foregå efter valget til november. Men når dét er sagt, er det også vigtigt at understrege, at vores lokale demokrati jo netop bygger på ansvaret og friheden til, at det enkelte byråd beslutter, hvordan de vil tilrettelægge deres politiske arbejde – og altså også, om de udformer et kodeks," siger hun.
Når kommunen hverken kender til eller følger hendes og KLs opfordring, kunne man mene, at opfordringen var omsonst. Men det mener Margrethe Vestager ikke.
"Nej, det er aldrig nytteløst at komme med en opfordring eller en god idé. Det er tit her en god dialog og en konstruktiv debat starter,” siger hun.