Fortsæt til indhold

Ældre skal kunne blive i deres nærområde

Arkiv
Læserbrev af Allan Andersen, Rosenhaven 39, Egtved, byrådskandidat for Venstre

Det er vigtigt for vores ældre medborgere, at de får mulighed for at blive i deres nærområde, når den sidste tid nærmer sig, og der bliver brug for hjælp.
Vejle Kommune har fået så meget styr på økonomien, at der skal være plads til, at vi sørger for, at vores ældre kan blive i deres nærområde i den sidste tid.
Jeg tænker her også på de pårørende. Der er måske en ægtefælle, som er lidt mere frisk, men som kun har mulighed for at komme frem med offentlige transportmidler. Dette bliver næsten umuligt, hvis vi flytter den svage medborger til den anden ende af kommunen.
Jeg vil kæmpe for, at vi bevarer vores struktur med Centerbyer (Børkop, Egtved, Give og Jelling). I disse byer skal der som minimum være plads til lokalområdets ældre. Det skal der selvfølgelig også i hovedbyen Vejle.
Det er uværdigt at centralisere dette område i den hellige ånd om effektivisering og rationalisering. Vi har at gøre med mennesker, som har en svær tid, og dem skal vi behandle på bedst mulig måde.
Brug din stemmeret den 19. november. Stem personligt.