¿Bedste socialdemokrat der aldrig blev valgt¿
Mogens var i mange år fællestillidsmand for alle ansatte på forlagskoncernen Gutenberghus, hvor han i en årrække kæmpede for ordentlige løn- og arbejdsforhold for sine kollegaer. Som kronen på værket var han med til at sikre gode forhold og aftrædelsesordninger, dengang typograferne måtte se deres job forsvinde. Så selvom det var en afslutning for typograferne, var det med vanlig Mogens Munk stil - med værdighed og ¿kamp til stregen¿ for sine kollegaer. Også i partiet har Mogens ydet en stor og flot indsats. Han var i en årrække formand for partiforeningen Risbjerg, og som en af hans gamle partikammerater Bjørn Nielsen siger det: ¿Han var temmelig krævende, men aldrig uretfærdig og altid venlig. Han er den bedste socialdemokrat, der aldrig er blevet valgt til kommunalbestyrelsen¿. Hvidovres tidligere borgmester Inge Larsen, som er nær og personlig ven af Mogens, fortæller ¿¿for mig er han en rigtig rød socialdemokrat - med alt hvad det indebærer. Hans meget klare holdninger har da også delt vandende ind i mellem, og selvom der er nogle der var rygende uenige med ham, har han altid holdt fast i sine meninger. Jeg sætter meget stor pris på Mogens. Vi har altid arbejdet godt sammen og vi er den dag i dag rigtig gode venner, der også har rejst sammen¿. Som socialdemokrat i Hvidovre er Mogens en mand, der er værd at tale med og lytte til, for han har en fantastisk god forståelse af, hvad der sker i partiet, og hvordan der fortsat kan skabes sammenhæng mellem den stærke socialdemokratiske ideologi og de mange nye udfordringer, vi står overfor - både her i Hvidovre, nationalt og internationalt. Mogens Munk fortjener et stort tillykke med de 80 år og samtidig anerkendelse for det arbejde, han har gjort for andre. Mogens er en dreven organisator, en god partikammerat og ganske enkelt et godt menneske, der fortsat gør mere for andre, end der gøres for ham selv. Tak Mogens for din måde at være på, det er vi mange, der kan lære meget af. Dette er en rød og solidarisk fødselsdagshilsen fra hele kredsbestyrelsen, skrevet af en partikammerat, der ikke har den samme lange historie med dig som andre, men som meget hurtigt har erfaret din venlige måde at være på, din diplomatiske snilde og din vedholdende insisteren på fællesskab, solidaritet, loyalitet og politik, der holder fast i socialismen og demokratiet. Anders Liltorp, fmd. for Socialdemokratiet i Hvidovre Nord. --- Mogens Munk holder ikke reception på dagen, men vil da gerne se partikammerater, venner og familie fra kl. 11.00 i hjemmet på Greve Alle. red