Fortsæt til indhold

Christian Hansen udstiller sine værker

Arkiv
Arkiv

Christian Hansen møder med godt en snes arbejder. Han, der er født i 1951, er et eksempel på, at en karriere som professionel bygningsmaler kan føre til en kunstnerisk anerkendelse som billedkunstner, en anerkendelse, som han opnåede ved sin debut med flere værker på Kunsternes Efterårsudstilling i 1996. Siden har han haft en række separatudstilllinger, ligesom han har udført en række store udsmykningsopgaver, såvel for skoler som for biblioteker. Han formår både at male moderne superrealisme (på grænsen til popkunst) og nærmest fotografisk skarpe stilleben, hvortil han henter inspiration i naturen. Det er denne sidstnævnte emnekreds, som har fået plads på udstillingen hos Jytte Arntzen. Christian Hansens motiver, som på overfladen er idylliske, meditative og tilsyneladende realistisk malede, synes vist alle at kunne genkende fra sommerlandet, men form, farve og lys antyder, at virkeligheden er langt mere uudgrundelig. Christian Hansen begyndte i øvrigt som kunstner i jazzmusikken som altsaxofonist og virkede tidligere i Clausen & Petersens Gadecirkus som musiker, maler og chauffør. I dag er han billedfortæller, moderne, men med rødder tilbage til ældre mestre. Udstillingen varer til den 28. november.