Fortsæt til indhold

Hjælp til digital post

Lejre Kommune hjælper virksomheder og foreninger i gang med digital post

Arkiv
Arkiv

Lejre Nogle virksomheder og borgere gør det allerede: De sender og modtager dokumenter og meddelelser fra Lejre Kommune digitalt. Nu bliver det imidlertid lovpligtigt. Pr. 1. november 2013 skal virksomheder, foreninger og fonde have en digital postkasse, hvor de kan modtage eksempelvis byggetilladelser, miljøgodkendelser, indkaldelse til bilsyn eller andre meddelelser fra stat og kommune. Det er altså ikke nok blot at have en almindelig e-mail, nu skal man have en sikker, elektronisk postkasse. Lejre Kommunes Borgerservice arrangerer derfor nu informationsmøder og tilbyder ekstra vejledning i digital post. Omlægningen til digital post sker som et led i den såkaldt fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som har til hensigt at spare samfundet for millioner af kroner ved at udnytte de digitale kommunikationsværktøjer. For at hjælpe virksomheder og foreninger godt i gang med den lovpligtige digitale post pr. 1. november 2013, tilbyder Lejre Kommune information og konkret vejledning til de virksomheder og foreninger, som har brug for det: "Vi vil gerne medvirke til at sikre, at vores lokale foreninger og virksomheder er bedst muligt rustet til den nye kommunikationsform. Derfor inviterer vi til to informationsmøder, hvor de kan få hjælp til at komme i gang med digital post. Herudover er vores medarbejdere i Borgerservice altid klar til at hjælpe både foreninger og virksomheder. Vi håber på den måde at have bidraget til, at overgangen til digital post forløber på den bedst mulige måde," siger Jessie Lynggaard, leder af Borgerservice i Lejre Kommune. Borgerservice holder gratis informationsmøder på Hvalsø Rådhus den 5. og 6. november 2013. Læs mere på www.lejre.dk