Lettere at nå
Borgerne i kommunen får dermed nemmere ved at komme på biblioteket, når det passer dem. Man bruger blot sit sundhedskort eller lånerkort for at komme ind
En stor del af åbningstiden vil fortsat være med betjening, så borgerne kan stadigvæk få professionelle råd og vejledning på biblioteket.
Erfaringerne fra andre kommuner er, at borgerne er glade for den selvbetjente åbningstid og bruger biblioteket mere. Derfor har byrådet valgt at investere i den teknik, der skal til, for at realisere ønsket om selvbetjente biblioteker.
Povl Kylling Petersen, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Aabenraa Kommune, begrunder byrådets beslutning om selvbetjente biblioteker:
“Vores biblioteker er vigtige at have som kommunalt kulturtilbud, for at vi fortsat kan være en attraktiv kommune for borgere, virksomheder og tilflyttere. Ved at udvide åbningstiden for borgerne bliver tilbuddet endnu bedre. Derfor er jeg også ekstra glad for, at vi udvider åbningstiden med betjening i Tinglev, så denne biblioteksfilial kommer på linje med de andre filialer i kommunen”.
Til at markere indførelsen af de selvbetjente biblioteker holder Aabenraa Bibliotekerne fire åbningsreceptioner, som alle finder sted 1. november på bibliotekerne i Aabenraa, Bov, Rødekro og Tinglev, men på forskellige tidspunkter. Receptionerne er åbne arrangementer, hvor alle borgere er inviteret.