Jørn Thrane er årets leder
Frøs belønner Jørn Thranes store arbejde for de svageste
Frøs Herreds Sparekasses lederpris for Sønderborg er netop tilfaldet Jørn Thrane.
Jørn Thrane, har gennem flere år været formand for Lokalforeningen Ligeværd Sønderborg, der arbejder for børn og unge med særlige behov. Jørn Thrane er bisidder for deres forældre i svære situationer. Han tager altid de svagestes parti og kæmper deres kamp. Han kæmper desuden for at unge med særligt behov også får mulighed for en værdig fritid, lyder det bl.a. i begrundelsen.
”Det er en stor glæde at uddele Frøs Lederpris. Jørn Thrane har vist, at en stor og frivillig indsats virkelig betyder noget for det lokale samfund – vi ønsker ham et stort tillykke," siger erhvervsrådgiver Kathrine Wolff-Larsen, der overrakte prisen.
Med prisen følger en check på 5.000 kroner.
Blandt de øvrige indsendte kandidater til prisen var Linda Arnholtz og Mogens Christensen (begge Sønderborg handicap idræt), Ole Sørensen (SUB U11), Philip Riley (Nybøl idrætsforening), Inga Skovlund (Nørager Fritidsklub Club 35), ”7 Rospinningsinstruktører” fra Nordborg Roklub og Per Juhl (Sønderborg Fremad).