Få styr på storm-skaderne i haven
Sådan klarer du skaderne i haven efter stormen
I første omgang skal du som haveejer tage bestik af situationen, og se til, at træer ikke har ødelagt bygningskonstruktioner som for eksempel huse, udhuse og carporte. I tilfælde af skader skal forsikringsselskab kontaktes og skaden anmeldes.
Vigtigst er det, at du får fjernet eventuelle væltede træer, der ligger og trykker oven på hække eller andre af havens planter.
Gå forsigtigt til værks, og fjern det stykvis. Alliér dig eventuelt med en træteknikker eller træplejer, hvis det handler om at få fjernet større træer, der ikke helt er væltet endnu, eller store grene, der kun delvist er knækket af.
Mindre buske og træer, der helt er knækket, kan du bare save væk og fjerne med det samme.
Træer, hvor enten hele hovedstammen er flækket, eller de fleste hovegrene er knækket, står sandsynligvis ikke til at rede. Drejer det sig derimod om enkelte flækkede eller knækkede grene, kan du fjerne dem ved at save et rent og lige snit lige under det beskadigede punkt. Sav aldrig midt på en gren, men skær altid tilbage til en grenvinkel.
Mindre knækkede grene og kviste kan renklippes med saks eller ørnenæb. Her skal du også klippe tilbage til en grenvinkel.
Træer med bare rødder
Mange af havens buske eller mindre træer kan have revet sig løs ved roden, og her må du tage bestik af, om de blot kan rettes op og få en støttestolpe, eller om de står så løse, at de helt må fjernes.
Står træerne for løse, kan du risikere, at de blot vil vælte igen ved næste kraftige blæsevejr.
Nyplantede træer og buske kan sagtens genplantes på ny. Husk at binde træerne til opbindingsstolper, så de ikke vælter igen.
Større træer med tykke stammer, der alligevel skal fældes, kan måske bruges fremadrettet som stativ for klatreplanter eller formes til skulpturer. Så har de da fået et nyt formål om ikke andet.
Stormskade på altanen
Har du en altan, hvor altankasserne er fløjet ned, skal du straks få ryddet op nede på gaden og få dine ødelagte potter og altankasser fjernet. Her er der formentligt ikke meget at redde, hvis de er drattet ned fra fjerde sal.
Du skal nok påregne, at du må ud og investere i nye efterårsplanter til dine kasser. Husk at fastgøre dem ekstra godt.
Trist er det, når vi rammes af den slags storme, og specielt når det går ud over vores elskede haveplanter. Men vi må samtidig se det som en potentiel mulighed for at komme ud og plante nyt efterfølgende. Desuden er der ofte tale om, at stormen luger de mest svage træer bort og skaber plads til nye.