Årets Julemærke er på gaden
JUL: Både årets motiv og Julemærkehjemmene har over 100 år på bagen, men hjælpearbejdet er fortsat aktuelt: Børn står i kø for at få hjælp på Julemærkehjemmene.
Julemærket er unikt. Et lille velgørenhedsmærke, der første gang kom på gaden i 1904, og som gennem årene har hjulpet mere end 70.000 børn i Danmark. Trods Julemærkehjemmenes lange historie, er behovet for deres indsats fortsat stor.
I år er det Julemærke nr. 110, der er på gaden, og samtidig melder Julemærkefonden om en venteliste på over 500 børn og en ventetid på op til 15 måneder for at få hjælp. Julemærket er en unik dansk tradition og grunden til, at vi i over 100 år har haft Julemærkehjem i Danmark.
Den gamle julemand, englene og juletræet, alle de gamle glansbilledemotiver er samlet på årets Julemærkeark. Idéen opstod, da årets designer, Keith Bassford, i forbindelse med en udstilling for Tidens Samling Museum, stødte på kasser med gamle glansbilleder.
Kasserne kom med hjem, og 40 af dem nøje udvalgt og sat sammen til årets flotte og nostalgiske Julemærkeark.
Manden bag årets Julemærke er 64-årige Keith Bassford. Engelsk født, men i dag bosiddende i Odense, hvor han også har sin grafiske workshop. Han er uddannet grafiker og designer fra The London College of Printing i 1970, og har siden 1976 arbejdet freelance som grafisk designer. Han har designet adskillige frimærker verden over, blandt andet mere end 40 danske frimærker for Post Danmark.
Årets Julemærke kan købes hos bl.a. Post Danmark, SuperBest og Kop & Kande.
pm