Fortsæt til indhold

Stem når du køber ind

På lørdag den 9. november kan du for første gang nogensinde afgive din brevstemme i et af Hvidovres butikscentre

Arkiv
Arkiv

- Selvom vi er mange, der synes, at det er en fest, når vi på valgdagen møder op på valgstedet og sætter vores kryds på stemmesedlen, så er vi i kommunalbestyrelsen godt klar over, at det ikke gælder alle borgere, siger borgmester Helle Adelborg. - Det kan f.eks. være svært at komme af sted på valgdagen pga. arbejde eller børn, men det er rigtig ærgerligt, hvis det helt forhindrer én i at bruge sin demokratiske stemmeret. Derfor håber borgmesteren og resten af kommunalbestyrelsen, at mange borgere vil benytte sig af muligheden for at brevstemme i butikscentrene og i Borgerservice inden selve valgdagen. Det mobile valgsted er at finde i Hvidovre C lørdag den 9. november kl. 10-13, på Avedøre Bibliotek torsdag den 14. november kl. 15-18 og i Frihedens Butikscenter lørdag den 16. november kl. 10-13. Man skal medbringe sit sygesikringsbevis eller pas for at kunne stemme. Lørdag den 9. november og lørdag den 16. november holder Borgerservice på rådhuset også åbent for borgere, der vil brevstemme. Det sker i tidsrummet kl. 10-13. Hvis man på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet på valgdagen den 19. november, kan man ansøge om at stemme i eget hjem. Afstemningen hjemme vil så komme til at foregå torsdag den 14. november. Ansøgningsskemaet kan hentes via hvidovre.dk. Det kan også hentes i Borgerservicecentret eller bestilles på telefon 36 39 30 40. Ansøgningen skal afleveres til Borgerservice senest den 7. november.