Hvorfor er teenageforældre så åndssvage?
Teenageforældre beviser gang på gang, at de ikke kan finde ud af at passe børn. De stiller krav, sætter grænser og er i det hele taget urimelige over for deres teenageunger. Hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordentligt?
Vi kender det jo alle sammen: Forældrene vil have man tømmer opvaskemaskinen, passer sin lillebror, går tur med hunden eller noget andet sindssygt. Det burde ikke være lovligt. Og eftersom forældrene har pengene, kan man intet gøre. Man skal jo have råd til de nye Nikesko, hvilket man ikke har, hvis forældrene stopper pengestrømmen.
Forældre har ingen grænser for, hvad de kan finde på, for at få barnet til at gøre, som de vil. Stuearrest, intet tv og at tage opvasken en gang i ugen er blot en række eksempler på, hvad nutidens teenagere bliver udsat for. Teenagere får ingen fritid, hvis de skal kunne nå alt det.
Pinlige forældre
Det frustrerer en teenager, hvis forældrene stiller krav. Teenageren føler nemlig ikke, at han/hun stiller krav til sine forældre, men forældre, som ikke gør noget ud af sig selv virkelig er noget, teenagere finder pinligt, så forældrene er meget dobbeltmoralske. De må stille krav, men det må teenageren åbenbart ikke. Man er i sin gode ret til ikke at ville ses med en grim forælder, men det er virkelig ikke rimeligt, at man f.eks. skal støvsuge hele huset.
Åndssvage pligter
At skulle lave noget for sine lommepenge er på ingen måde acceptabelt. Barnet har vel gjort sig fortjent til disse lommepenge ved ikke at være afhængig af stoffer, være gravid/have gjort en gravid o. lign. Altså, at man har holdt sig i skindet. Det er også et bevis på, at man faktisk er til at stole på, og hvis man laver sine lektier, er det da mere end rimeligt. Hvis man så ikke laver sine lektier, behøver forældrene ikke bekymre sig, for teenageren finder forholdsvis hurtigt ud af, at det godt kan betale sig – Uden deres ubrugelige hjælp.
Forældrene har ændret sig
Et treårigt barn synes mor og far er helt fantastiske. De er dets forbilleder. Hvad der sker med disse forbilleder, når barnet begynder at bevæge sig op mod de 12 år, vides ikke. Det hjælper forhåbentlig ikke at stikke en sut i munden og spilde mad nedad sig selv, selvom det er et mere rimeligt krav, end dem, teenageforældrene stiller i forvejen.
Engang var barnet et vidunder, en lille guldklump. Når så guldklumpen begynder at få sine egne holdninger og meninger, vender forældrene på en tallerken. Nu vil de ændre på én, og det er ikke i orden, at man bare driver den af. På den måde vil barnet ikke føle sig værdsat og elsket. Er man måske ikke god nok som man er længere? Som barn var det sødt, hvis man smed med maden, og nu må man ikke engang tale med mad i munden mere! Det er for galt, og fuldstændig urimeligt.