Fortsæt til indhold

Publikum gav SønderjyskE point mod Århus

SønderjyskE leverede vanvittigt comeback da Skansen kogte over

Arkiv
Mikkel Hansen

"Det er det vildeste, jeg nogensinde har oplevet."
SønderjyskE-træner Morten Henriksen roste hjemmepublikum til skyerne, da holdet lørdag eftermiddag spillede uafgjort, 25-25, mod Århus Håndbold.
Den ene point blev sikret gennem et vanvittigt comeback i en kamp, hvor SønderjyskE længe lignede en klar taber.
Holdet var ellers foran 4-2 i starten af kampen, men så gik offensiven i stå, og stillingen blev vendt til 5-12. Angrebsspillet fungerede slet ikke, og Århus med den tidligere SønderjyskE-favorit Rune Ohm på holdet cruisede mod det, der lignede en sikker sejr. Gæsterne førte 9-13 ved pausen, og Århus holdt føringen et godt stykke ind i anden halvleg.
Men et særdeles højlydt hjemmepublikum ville det anderledes. 2.023 tilskuere støttede SønderjyskE gennem de spillemæssige problemer, og knap halvvejs i anden halvleg vågnede SønderjyskE op og fik gang i scoringerne. Samtidigt blev Steffen Riisbøl sat på mål, og han leverede flere store redninger. Efter 22-22 minutter fik SønderjyskE hentet Århus til stillingen 21-21, og herfra var kampen nervepirrende lige. SønderjyskE kunne faktisk have hentet begge point: Med et minut tilbage var stillingen 24-24 med SønderjyskE i angreb. Århus udnyttede en fejlaflevering til et kontramål, men SønderjyskE fik udlignet med få sekunder tilbage til slutresultatet 25-25.
"Vi bliver båret frem af publikum. Det var helt vildt i dag. Selv i første halvleg, da vi spiller pivringe, har vi en fantastisk opbakning. Fedt, fedt, fedt," sagde Morten Henriksen til Lokalavisen efter kampen.
Han ærgrede sig over, at den dårlige start reelt set kostede sejren.
"Vi stresser for vildt i starten, og vi laver alt for mange tekniske fejl, men med hjælp fra publikum kommer vi flot igen, og det sidste kvarter af kampen, bliver det et meget taktisk spil mellem os og Århus, hvor vi hele tiden laver små taktiske ændringer i spillet."
SønderjyskE stillede op uden Simon Kristiansen, der var ude med en rygskade, hvilket SønderjyskE holdt hemmeligt helt op til kampstart. Til gengæld var der debut til backen Christopher Huus, der dog måtte konstatere, at han stadig ikke er helt over sin skade. Derfor får han næppe mere spilletid lige med det samme.