Nej til Nordkorea-kommunisme i byrådet
Dansk Folkepartis Peter Kofod Poulsen tager i en pressemeddelelse afstand fra Henrik Jepsens (EL) holdninger
Dansk Folkeparti skriver i dag i en pressemeddelelse:
Dansk Folkepartis byrådskandidat, Peter Kofod Poulsen, tager skarp afstand fra udtalelser fra Enhedslistens byrådskandidat, Henrik Jepsen, der åbenbart sympatiserer med det despotiske og menneskefjendske styre i Nordkorea.
Henrik Jepsen har udtalt, at han betragter sig som en ”ven af Nordkorea”, og han udtaler endvidere om sit besøg i Nordkorea, at ”det, du oplever, er jo, at menneskene er glade, for de har en overbevisning”. Peter Kofod Poulsen finder denne blåstempling af det nordkoreanske regime for meget ubehagelig.
"Det er ikke meget, der kommer ud fra Nordkorea, men det, der kommer, er gruopvækkende. Blandet andet beretter en afhopper, at han som 13-årig som tortur blev ristet over et bål. Amnesty International har også offentliggjort satellitbilleder af kæmpe fangelejre, hvor op mod 200.000 menes fanget af politiske grunde. Amnesty har desuden kendskab til slavearbejde og udbredt brug af tortur. Det er dette regime, som Henrik Jepsen altså støtter. Hvis den mand vælges i byrådet, kommer han til at repræsentere Haderslev Kommune. Jeg tror, at en stor del af indbyggerne – inklusiv mig selv – ikke ønsker, at kommunen bliver repræsenteret af en mand, der har sympati for et af verdens skrækkeligste rædselsregimer," siger Peter Kofod Poulsen.
Peter Kofod Poulsen tilføjer, at Henrik Jepsens kandidatur er meget sigende for Enhedslisten:
"Enhedslisten har tidligere haft valgt en suppleant til partiets magtfulde hovedbestyrelse, der erklærer sig som en stor beundrer af sovjetkommunismen. Altså Sovjet som i Stalin, der betød lidelser og døden for millioner af russere. Her er det så Enhedslisten i Haderslev, der klart viser sit sande ansigt. Der er desværre meget langt fra den rosenrøde fortælling, som Johanne Schmidt-Nielsen står for – for i denne sag taler vi jo om sympatier for regimer, der slagter løs af befolkningen. Det er meget, meget ubehageligt," siger Peter Kofod Poulsen.