Fortsæt til indhold

Kenneth og Betina vasker din bil

På lørdag bliver det nye vaskeanlæg hos Shell/7-Eleven i Aabenraa indviet med bl.a. gratis bilvask

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Shell/7-Eleven på Vestvejen i Aabenraa har netop fået installeret et nyt og moderne anlæg i vaskehallen, som samtidig er blevet renoveret. Bl.a. er loft, vægge og gulv fornyet, og der er installeret LED belysning.
"Ved selve vakseanlægget er der tale om en helt ny type, der er koblet på internettet, så både jeg og firmaet, som har leveret den, kan følge med i, hvad der sker, og styre den fra computer eller for eksempel iPhone," fortæller Kenneth Lauritzen fra Shell/7-Eleven i Aabenraa.
"Anlægget skiller sig også ud ved at have separat tørre- og vaskefunktion, hvilket nedbringer vasketiden. Samtidig er den større, end vores gamle anlæg, så vi nu også kan klare de store varebiler og kassevogne," fortæller han.
"Dertil kommer, at maskinen benytter en ny type børster, der ikke efterlader mærker i lakken, som de traditionelle af nylon kan. De nye børster er fremstillet af en slags skum-materiale, der er mere skånsomt men giver samme vaskeresultat," forklarer han.
Dertil kommer, at det nye anlæg er blevet mere miljøvenligt ved både at bruge mindre strøm, mindre vand og mindre kemi. Af de cirka 150 liter vand der går til en vask, er kun 30 liter nyt, rent vand, resten er renset genbrugsvand.
"Kunderne har nu mulighed for at vælge en eksklusiv 6-stjernet vask. Og som noget helt nyt benytter anlægget en speciel fældrens, der spøjtes på fælgene samtidig med, at der sprøjtes sæbe på resten af bilen," fortæller Kenneth Lauritzen.
Det nye anlæg bliver fejret på lørdag den 9. november, hvor der er gratis vask og støvsugning fra kl. 10 til 16.
"Vi har desuden sørget for en pølsevogn, hvor man kan få sig en pølse med brød til kun 10 kroner, og dertil er der gratis slushice og popcorn til børnene. En konkurrence er der også," smiler Betina Lauritzen, som også lige nævner, at der hele lørdagen er halv pris på både vaskenøgler og 5 liter sprinklervæske.