Jeg kan aldrig betale min familie tilbage

Lastbilen kører derudaf. Ved siden af hende sidder hendes tidligere ægtemand og faderen til hendes tre-årige søn. Deres ægteskab holdt kun 29 dage, inden de to drukkammerater fik nok af hinanden som mand og kone. Alligevel er hun taget med ham på langfart til Italien. Bare for hyggens skyld.
Telefonen ringer. Det er Helles ældste barn. Som 14-årig meddeler hun, at hun netop har været på kommunen sammen med en veninde for at bede om at komme hjemmefra. Skuffelsen over at Helle er faldet i igen efter to måneders ædrulighed ovenpå et afvænningsforløb, er mere end hun kan klare. Hun magter ikke længere sin mor, hendes druk og det drukken gør ved deres familie. Selv om Helle er påvirket af alkohol i lastbilen, så forstår hun betydningen af datterens opkald.
“Jeg tudede hele vejen hjem fra Italien, mens jeg drak en hulens masser flasker Amaretto. Da vi var hjemme igen, blev jeg sat af og tog direkte videre til Esbjerg for at drikke videre.”
Sådan mindes 50-årige Helle Jordan starten på sit livs sidste druktur. Det er faktisk kun starten, hun husker - resten er stykket sammen af folk omkring hende. Blandt andet af den ukendte mand der møder hende på havnen netop som hun er på vej til at springe i vandet og af togkontrolløren i Tønder, der rusker hende til bevidsthed.
Manden på havnen alarmerer Helles veninde, der beder ham sætte hende på toget til hjembyen Bramming, men her kommer Helle ikke af, og derfor ender hun et par timer senere i Tønder. Togkontrolløren har allerede sendt bud efter politiet, men lover Helle at afblæse alarmen, hvis hun til gengæld lover ham at tage lige hjem og blive ædru.
“Da jeg kom hjem, gik der nærmest panik i mig, for jeg kunne slet ikke huske, hvor mine børn var. Der var rod og flasker overalt. Jeg ringede til min læge, som sendte en taxa, og inden den kom, nåede jeg at drikke fire-fem øl for bare at kunne fungere en lille smule,” mindes Helle, der igennem flere år måtte starte dagen med to flasker æblesnaps, før hun overhovedet kunne komme i tøjet.

Den svære samvittighed

Da Helle sætter sig i taxaen for at køre til lægen, vejer hun bare 48 kilo. Hun bliver omgående sat i behandling og med klar lægelig besked om, at hvis hun forlader den, så dør hun. Helle bliver og nu - 17 år efter - står den beslutning stadig ved magt. Alkohol hører fortiden til, men selv om det er 17 år siden, at hun drak sin sidste øl, så er trangen aldrig længere væk end det fortsat er nødvendigt at have antabussen stående i køkkenskabet. Bare for en sikkerheds skyld. “Når tingene bliver svære for mig, så er et glas rødvin stadig det første, jeg tænker på. Men jeg er meget bevidst om, at hvis jeg tager den første, så dør jeg.”
Det er da også sket, at ægtemanden Steven er blevet bedt om at hælde øllene i køleskabet ud, fordi de trak en smule for meget. Men hun er aldrig faldet for fristelsen. Heller ikke dengang, da alkoholen forlod kroppen, og den dårlige samvittighed overtog.
“Efter afvænningen fulgte en svær tid. Det var forfærdeligt at skulle se alle i øjnene igen. Jeg har gjort rigtig mange grimme ting mod mine børn, og jeg ødelagde min mors fødselsdag tre år i træk, fordi jeg skabte mig i fuldskab. Det var hårdt at acceptere, at jeg havde gjort alt det.”

Helt på bagdelen - igen

Mens samvittigheden arbejder og hun med stor hjælp fra sine tro støtter - søsteren Gitte og sine forældre - forsøger at få sine tre børn og deres familieliv tilbage på fode, arbejder Helle Jordan sig på imponerende vis også hen mod titlen som pædagog.
I år 2000 får hun papir på den, og herefter følger nogle nogenlunde stabile år med arbejde. Blandt andet i en børnehave i Gredstedbro, som hun er meget glad for. Men med genoprejsningen og en tiltagende mental styrke følger også nye ambitioner. Helle vil gerne læse psykologi, men søger inden da praktisk erfaring.
Bare to måneder senere går det galt. Helle svæver ellers på en lyserød sky netop den sommer. Hun er nyforelsket i engelske Steven, der nu på syvende år står ved hendes side. Men lykkefølelsen forsvinder som dug for solen, da en forkert medicineret patient overfalder hende og en kollega med en køkkenkniv. Kniven flyver lige forbi Helles hoved, men nok til at chokket udløser en alvorlig fysisk balancesygdom, der godt et år efter gør, at Helle Jordan får tilkendt førtidspension.
“Der skyndte jeg mig at tage antabus igen. Jeg røg simpelthen helt ned på bagdelen både fysisk og psykisk, da jeg blev overfaldet.” siger Helle Jordan stille.
Siden har flere års intensiv gruppeterapi hjulpet hende på fode igen, men diagnosen posttraumatisk stress vil i en vis grad følge hende resten af livet.
Det samme vil Steven. To måneder før Helles knivoverfald kommer han til skade med sin ryg. En skade der siden har gjort ham ude af stand til at passe sit arbejde. I dag melder han klart ud: Uden Helle ved sin side, ville han slet ikke være på jorden mere.
Steven Jordan kæmper stadig med Esbjerg Kommune om at få tilkendt førtidspension, men psykisk trives parret i deres lille, hyggelige hjem i Ribe, der lige nu også tæller Helles 21-årige søn, Frederik.
“Det har heldigvis altid været sådan, at når den ene var nede, var den anden oppe. Vi kunne så godt tænke os en periode, hvor vi ikke behøver at tænke og tale om elendighed, sygdom, operationer og dårlig økonomi. Vi vil så gerne være dem, der kan give lidt. I stedet for altid omvendt,” siger Helle og smiler over bordet til sin gavmilde, tro støtte, storesøsteren Gitte.

Ingen tilbagebetaling

I dag er Helle Jordan landet på begge ben, men under hende vil underlaget altid være skrøbeligt.
“En psykolog har lært mig at betragte mit liv som en stigereol med en masse kasser på. Når noget i mit liv går galt, så falder alle kasser på gulvet og ting falder ud. For at få styr på mit liv igen, skal jeg have indholdet tilbage i kasserne og have dem op på hylderne igen.”
Bag hende står en stærk familie klar til at hjælpe. Præcis som de altid har gjort.
“Jeg skylder dem alt. Også at jeg på trods af alt har et godt forhold til mine tre børn i dag,” konstaterer Helle Jordan med hentydning til Gitte og deres forældre.
Hendes mor er blevet 81 år, og nu er det blevet Helles tur til at være der for hende.
“Selvfølgelig forsøger jeg at give noget tilbage, men jeg er meget bevidst om, at det ikke skal handle om tilbagebetaling af alt det, hun har gjort for mig. For det er to helt forskellige ting, og det vil jeg aldrig kunne betale tilbage,” siger Helle Jordan, der nu også har så meget overskud, at hun løber forlag på dørene for at få udgivet en børnebog.
“Jeg tænker meget frem, for der er så mange ting, jeg gerne vil nå. Men med hensyn til alkohol, så tænker jeg altid kun én dag frem. Og antabussen står stadig i køkkenskabet.”