Dagtilbud efter familiernes behov
Erik Lauritzen, borgmesterkandidat for Socialdemokraterne, skriver:
Venstre har fortsat ikke fortalt, hvordan der ifølge deres budgetforslag skal kunne skæres ca 500 mio kr af driftsudgifterne i den 4 årige budgetperiode. Men forvaltningen har forelagt hvilke muligheder, de ser, bl.a på børnepasningsområdet. Beskære institutionernes budgetter generelt. Kortere åbningstider, lavere normeringer, mindre andel pædagoguddannet personale. Det vil selvfølgelig være de forslag Venstre i givet fald må gøre brug af.
Jeg er glad for, at det vedtagne budget kørte udenom disse forringelser. Jeg og Socialdemokraterne mener, at hvis vi vil være en attraktiv kommune for tilflyttere og unge familier så er noget af det vigtigste at børnene får de bedste forhold. De små børn har krav på en god start. Vi vil have et varieret udbud af dagpleje og vuggestuer i hele kommunen. Alle børn skal mødes af veluddannet personale. Og vi vil have åbningstider der matcher en moderne families behov. Vi vil optimere administrationen og ledelsesstrukturen og bruge midlerne hos børnene.