Sundhed, medansvar og hjælp til flygtninge
DONATION: mandag, den 4. november overrakte Billesborgskolens 200 elever i Køge en check på kr. 21.284 kroner til Folkekirkens Nødhjælp.
Pengene blev overrakt ved skolens morgensamling.
Skolens elever har selv løbet alle pengene ind til motionsløbet før efterårsferien. De har skaffet sponsorer, både forældre, bedsteforældre og firmaer, som har lovet et bestemt beløb pr. løbet kilometer. Eleverne kunne vælge ruter på 4, 8, 12, 16 eller 20 kilometer, så der er blevet løbet langt for at hjælpe andre.
Pengene vil gå til de syriske børn og flygtninge.
- Det er jo en win-win med en sådan dag, siger skoleleder John Panduro Riis.
- Vores børn får rørt sig og samtidig hjælper vi børn i andre lande, som i den grad har brug for vores hjælp. Eleverne tager et meget flot medansvar og gør noget konkret for at hjælpe.
Skolens elever har tidligere samlet ind til andre projekter og hvert år til skolens julegudstjeneste i Boholte kirke bliver der samlet penge ind til venskabsskolen i Bangladesh. Skolen er UNESCO skole med blandt andet fokus på kommunikation mellem forskellige kulturer.
pm