Ingen overbudspolitik, tak!
Idrætsrådet har indkaldt til politisk valgmøde onsdag den 6. november kl. 19 i Frihedens Idrætscenter
Temaet for høringen er idrætslivet i Hvidovre, og så er der for alvor mulighed for at byde ind. Et meget bredt politisk panel skal give deres bud på visionerne for fremtidens Hvidovre set ud fra en politisk vinkel, og så kan der virkelig gå selvsving i det. Min opfordring til alle vil være, at man selvfølgelig kommer med sine indlæg, men holdet det på et sobert niveau, hvor der ikke går overbudspolitik i sagen. Det vil idrætslivet ikke have gavn af, men måske snarere blive frustreret over. Der er mange ting i det oplæg Idrætsrådet er kommet med, og ambitionerne for Hvidovre er store. Om det politiske liv så er parat til at yde deres del, hvis de får magt, som de har agt, er en hel anden sag. Klubberne i Hvidovre har i rigtig mange år efterlyst gennemsigtighed og åbenhed samt en mindre grad af unødvendig administration. Hvad de enkelte klubber bruger på at sende mails til politikere, ansøgninger til administrationen samt kedelige og ikke altid velbegrundede afslag samt en tydelighed i de begrundelser, der udløser et tilskud, vil nok stå øverst på klubbernes ønskeliste. Det kan være meget demotiverende at høre på, at hvis idrætslivet skal have lidt ekstra, går det ud over børn, ældre og sociale udsatte med flere. Når man så som klub yder en masse for netop alle de grupper, og det politiske gemmer sig bag vage formuleringer som modydelser og den slags, bliver det en ligegyldig og lang aften. De såkaldte modydelser er vist aldrig blevet dokumenteret, selvom det politiske ofte bruger det som argument for et tilskud. Står idrætslivet efter på onsdag med ¿den røde tråd¿, og nogle gode bud på, hvordan Hvidovre kommune kan løfte sig fra en middelmådig kommune til en elitekommune med den store og nødvendige bredde er meget nået. ebohvidovreavis.dk