Uambitiøst at sælge Haraldskær
Naturen er et fælleseje og skal ikke sælges for at lukke huller i kommunekassen. Et salg af Haraldskær svarer til at tisse i bukserne. Det luner nu, men når pengene er brugt, hvad så? Hvad bliver det næste, der skal sælges?
I stedet for at se naturen som en passiv ligegyldighed, der bare kan sælges, når kassen mangler penge, bør vi se den som det, den reelt er: Nemlig et fantastisk uundværligt aktiv for hele kommunen, som skal bruges til dels at give kommunens borgere naturoplevelser, dels at trække naturturisme til kommunen. Vi skal bruge de muligheder naturen giver os – selvfølgelig på en bæredygtig og respektfuld måde, så vi ikke dyrker rovdrift.
I forhold til Haraldskær mener jeg, at vi i stedet for at sælge bør lave en langsigtet investering i området. En mulighed er i samarbejde med Vejle Sportsfiskerforening at skabe grobund for en egentlig lystfiskerturisme, der både kan give direkte indtægt via adgang til at fiske men også skabe jobs og indtægter på hoteller, spisesteder, butikker, specielt fiskegrejbutikker samt mulighed for at skabe et lystfisker-klubhus i de røde avlsbygninger.
Området er stort, og jeg er sikker på, at der er masser af borgere, der har ideer til, hvad vi kan lave i området, således det bliver brugt mere aktivt og synligt end i dag. Så også de uambitiøse byrådsmedlemmer, der ønsker at sælge, kan se værdien i at beholde området. Vi, der er ambitiøse og vil beholde og udvikle, må stå sammen mod de, der er uambitiøse og blot vil afvikle.