Fortsæt til indhold

Stort Lions julegenbrugsmarked på Travbanen

Arkiv
Arkiv

MARKEDSDAG: Lørdag den 16. november fra kl. 10 til kl. 14 går det løs med løvernes genbrugsmarked i Bjæverskov.
De lokale Lionsklubber er i rigtigt julehumør og har samlet kræfterne til årets sidste store genbrugsmarked. Der er indkommet rigtig mange gode ting og sager, som ligger klar til salg fra lokalerne i den gamle store tilskuerpavillon. På første sal sælges glas, porcelæn, legetøj, køkkenting, kobber og nips, el- og elektronik m.v.
I stueetagen findes mængder af bøger, hvor fotos og billeder er i fokus. Der er masser af gode og velholdte møbler af alle slags. Der er stort containersalg med masser af spisestuestole til 25. kr. pr. stk. Og i stueetagen findes denne gang masser af julepynteting, kugler, kranse, hjerte og meget mere.
- Vi er overvældet i Lions, idet mange store og små ting er dukket op fra folks gemmer, garager, lofter og kældre, siger Per Sørensen fra Lions Club i Køge. Der er masser af udsmykningsgenstande som malerier, tegninger og akvareller – og mængder af legetøj og ”børneting”. Og rigtig, rigtig mange bøger i alle genrer. Navnlig er der mange interessante værker med fotografisk indhold. Og igen er der rigtig mange gode kvalitetsmøbler for enhver smag.
Genbrugsmarkedet afholdes på Travbanen i Bjæverskov. Det næste genbrugsmarked er først efternytår.
I øvrigt tilbyder Lions kørselsservice for hjemtransport af store anskaffelser. Det kan aftales på stedet.
Skulle man for øvrigt ligge inde med nyttige og brugbare ting, som er for gode til bare at kassere eller smide ud, er man meget velkommen til at indlevere effekter til Lions Genbrug. Det kan ske den første lørdag i hver måned fra kl. 10-12, samme sted hvor genbrugsmarkedet foregår, nemlig i tilskuerpavillonen på Travbanen.
Genbrugsting og brugbare effekter kan også stilles ved eller i genbrugscontaineren på KARA i Køge. Containeren er klart afmærket, og står lige indenfor til venstre, når man er ankommet til pladsen. Og endelig kan man også kontakte Lions på 2047 8083 for aftale om afhentning af større partier eller dødsboer.
- Det er Lions-klubberne i Køge Kommune, som arbejder sammen om genbrugsmarkedet. Overskuddet går ubeskåret til Lions' humanitære hjælpearbejde, herunder den forestående julehjælp. Et hjælpearbejde, hvor der vel at mærke ikke bruges én eneste krone til administration, slutter Per Sørensen.
pm