Fortsæt til indhold

Pixeline flytter ind i Universe

Arkiv
Arkiv

Når oplevelsesparken Universe åbner dørene til sæsonstart i 2014, bliver det med en ny beboer: Pixeline er nemlig flyttet ind, og hun har taget sine venner med.
I samarbejde med Egmont Kids Media er Universe netop nu i færd med at opføre et 2500 m2 interaktivt Pixelineland. Fuldt udstyret med rigtige huse, butikker, veje, et picnicområde og en legeplads vil Pixelineland skabe store oplevelser for parkens små gæster.
"Med Pixelineland udvider vi igen vores tilbud til børnefamilierne, og vi udvider i samarbejde med en figur, som danske børn kender og elsker i forvejen," forklarer Pia Bech Mathiesen, administrerende direktør i Universe.
Når Pixelineland står færdigt til foråret, bliver det som at træde ind i et tegnefilmsunivers. Besøgende vil kunne gå på opdagelse blandt de sjove butikker, møde de kendte figurer og prøve kræfter med de interaktive opstillinger.
"Pixelineland er tænkt, designet og bygget til at skabe uforglemmelige og meningsfulde oplevelser. Det er underholdning, der samtidig sætter gang i de små grå," forklarer Pia Bech Mathiesen.
Selve aktiviteterne i det nye område bliver opført i to faser: Til sæsonstart 2014 vil man kunne opleve sjove og lærerige spil på butiksvinduernes storskærme. Henover de kommende år vil alle byens butikker blive indrettet med hvert deres interaktive oplevelsesrum.
Området bliver 2500 m2 med 10 butikker med 24 butiksvinduer. Butiksvinduerne vil være udstyret med 46” skærme og joysticks, hvor man kan spille Pixeline-spil.