Reggae med strøm på
Skør-skæve Djämes Braun gør det rigtig godt i hit-værkstedet. Den 7. november kommer duoen fra Lolland til Sønderborghus
Det er ikke småting, der kan blive sat i gang, når to barndomsvenner fra Lolland finder sammen i cognac, vilde fantasier og ord-puslespil. De tænkte stort, de tænkte skørt, de tænkte reggae.
Kent 'Kenno' Pedersen og Lasse 'Pilfinger' Kramhøft vandt i 2012 DR P3's KarriereKanonen og Djämes Braun var pludselig en realitet.
Det bliver alt andet end reggae, som de fleste kender det, når lollikkerne gæster Sønderborghus den 7. november. Deres musik er et fusionskøkken mellem dancehall og reggae. Der er skæve rim og skøre historier. 'Farlig Tiger' er duoens andet ep-udspil, og i lighed med sidste års 'Djämes Braun' er der tale om en ep med fem numre.
”Djämes Braun gør det ikke sværere, end det er, men leverer glad og smittende musik med sjove og nogle gange også eftertænksomme tekster,” skriver Gaffa om Farlig Tiger og giver fire stjerner.
Koncerten 7. november starter kl. 21 i Black Spot. Billetter koster 100 kroner i forsalg og 120 kroner ved indgangen.