Fortsæt til indhold

Rass indstillet til pris

Arkiv
Arkiv

Direktøren for Roskilde Festivalen, Henrik Rasmussen - mellem venner kaldet for 'Rass' - er indstillet til at blive 'Årets leder' hos organisationen Lederne. I begrundelsen hedder det, at han har formået at få denne helt anderledes organisation, der kun klarer sig i kraft af de 30.000 frivillige, som får det hele til at fungere. - Det er lidt lige som humlebien, der ikke burde kunne flyve, men alligevel igen og igen lykkes med at komme på vingerne, lyder en del af argumentationen. - Roskilde Festival er en unik og anderledes organisation, der lever af begejstring, frivillighed, fællesskab og lyst til at skabe nyt. Men den kan også virke stor og uoverskuelig, så derfor er det også en speciel opgave at være den øverste leder her. - Det handler om at skabe rammer – mere end at gå i detaljen. Det handler om at uddelegere – mere end at diktere. Samt at have tillid og give ansvar til de ildsjæle, som er fundamentet for Roskilde Festival. - Det kræver nogle helt særlige kompetencer at lede frivillige. Henrik har været med til at skabe en ånd, hvor alle løber den samme vej og brænder for en fælles sag og på den måde skabt gode resultater år efter år. Det er imponerende, siger salgs- og marketingchef i Lederne, Uffe Laub, der har været med til at udvælge de nominerede.

Giver æren videre

Festival-chefen er selvfølgelig glad for denne hæder, men skynder sig at give en stor del af æren videre: - Jeg er stolt over at være blevet nomineret, men æren tilfalder først og fremmest Roskilde Festivals stærke frivillige organisation, som med stort engagement og en stærk faglighed år efter år tager ansvar for at løse store og komplekse opgaver og skabe Roskilde Festival. - Ledelse i Roskilde Festival er en disciplin, der varetages af mange andre end mig - både ansatte og frivillige, fordi vi arbejder så teambaseret, som vi gør. Min opgave er først og fremmest at holde helikopterblikket og sikre, at vi arbejder sammen mod ét fælles mål. Roskildensere, der vil hjælpe festival-bossen med at få denne hæder, kan stemme på ham ved at gå ind på organisationens hjemmeside: www.lederne.dk.