Fortsæt til indhold

“Velkommen til Kolding”

Nye indbyggere i Kolding blev modtaget i byrådssalen

Arkiv
Susie Jessen

modtagelse Nogle af dem er flygtet fra bomber, krig og skudsalver. Andre er vandret ind i landet i jagten på et nyt liv i Danmark.

Fælles for alle 16 personer, der i sidste uge blev modtaget i Byrådssalen i Kolding er, at de har fået opholdstilladelse i Danmark og fremover bliver indbyggere i Kolding kommune. Integrationsrådet med Marwan Zobi (A) i spidsen havde taget initiativ til dagen, hvor Borgmester Jørn Pedersen (V) også deltog.

Modtagelsen var den første af sin slags i fire år og det er planen, at der fremover skal være lignende arrangementer for nye koldingensere i fremtiden,. hvor de hører om nærdemokrati og om hvordan politikken fungerer i deres nye land.

Stemmeprocenten skal op

Marwan Zobi håber at velkomsten i byrådssalen kan aktivere de nye borgere, som først og fremmest er fra Mellemøsten, til at engagere sig mere i lokalpolitik og i byen. Det er nødvendigt, da indvandrere ved sidste valg blot havde en stemmeprocent på 47 procent. For danskere lå stemmeprocenten på 68 procent.

“Jeg håber, at det her kan bidrage til, at de nye borgere bliver en aktiv del af samfundet. Også fremover. Det kan måske også bidrage til, at nogle stiller op i lokalpolitik på sigt” siger Marwan Zobi.

Borgmester Jørn Pedersen (V) og formanden for integrationsrådet og byrådsmedlem, Marwan Zobi (A) bød velkommen.

En anden verden

Borgmester Jørn Pedersen fortæller, at man fra politisk side allerede kører nogle initiativer for nye borgere i Kolding, der bliver budt velkommen. Men her har der været mangel på eksempelvis flygtninge fra Mellemøsten.
“Derfor er dette et godt initiativ. Det er en god måde at få fortalt om demokratiet her. Det er en anden verden for mange og det er vigtigt at fortælle om”, siger Jørn Pedersen.
Mødet på Kolding Rådhus var blevet til i samarbejde mellem Integrationsrådet og integrationsmedarbejder i Kolding kommune, Birgitte Tastesen.




















fakta
Kolding kommune byder hvert år cirka 50 nye borgere velkommen, der har fået opholdstilladelse i Danmark.
Borgerne, der blev budt velkommen i byrådssalen i sidste uge, er alle kommet til Danmark inden for de sidste seks måneder og har bosat sig i kommunen.