Status over stormen
Østjylland slap relativt heldigt over gårsdagens stormvejr. Ifølge Vagtchefen hos Østjyllands Politi har man ingen meldinger om tilskadekomne.
Der er dog en del væltede træer og nedfaldne og elledninger, der mange steder kan genere trafikken. Det gælder i særdeleshed på Djursland, og man går først i gang med at rydde op, når det bliver lyst.
Togtrafikken stod stille over hele landet syd for Aarhus, og det medførte, at omkring 200 passagerer strandede på Banegården i Aarhus. Det lykkedes dog for DSB at få alle sendt videre, enten med bus eller ved at de blev hentet af familie og venner.
Først her klokken fire begyndte togene så småt igen at køre sydpå. Ifølge DSB må man dog forvente betydelig forlænget rejsetid, og enkelte steder kan det være nødvendigt at erstatte togene med bus på kortere strækninger.
Randers slap særligt let over stormen. Der er meldinger om et enkelt tag, der løsnede sig på en ejendom, og der er også meldt om væltede træer i den sydlige del af kommunen. Desuden er gadebelysningen ude af drift i en del af byen.