Fortsæt til indhold

Tag fløj af tæppeforretning og ud på befærdet vej

Det gik hårdt ud over Hoka Tæpper på Platinvej i Kolding, da stormen ramte mandag eftermiddag

Arkiv
Susie Jessen

Træer væltede, valgplakater kom flyvende og lastbiler kørte af vejen. Men hos Hoka Tæpper, der ligger på Platinvej i Kolding, var man så uheldig, at stormen tog taget med sig, hvilket skabte en livsfarlig situation for trafikanterne på Vejlevej.

Hoka Tæpper, som er beliggende på Platinvej ved Vejlevej er i gang med at få lavet en tilbygning til den allerede eksisterende butik. Her havde håndværkerne anlagt taget og inden stormen sikret det med vinkelbeslag af metal. Men det var tilsyneladende ikke nok til at de vilde vindpust fik fat i hele taget og kort før klokken 16.00 sendte hele taget lige ud mod den befærdede Vejlevej.

"Vi var meget nervøse for en gruppe mennesker, der stod på den anden side af vejen i et busskur. Her fløj noget af taget lige over imod dem. De måtte flygte. Og det var godt de gjorde det, for dele af taget ødelagde også ruderne i busskuret" fortæller Allan Greisen, som er medindehaver af Hoka Tæpper og var til stede i butikken på dagen.

Butikken har lidt stor skade af det flyvende tag, som fløj over på det allerede eksisterende tag til forretningen. Derefter fløj dele af det videre ud på Vejlevej.

I øjeblikket er håndværkere i gang med at reparere skaderne, der blandt andet tæller huller i det eksisterende tag. Der skal startes helt forfra med tilbygningen, som ellers ville have stået klar i december eller januar.

Men de materielle skader er mindre betydningsfulde for Allan Greisen.
"Det der betyder mest for os, er at der ikke skete noget med nogen. Det kunne virkelig have gået galt ude på Vejlevej, hvis der var nogen, der havde fået pælene fra taget i hovedet" fortæller Allan Greisen, som ringede til Falck, da taget fløj af.

"Vi fik at vide, at vi bare skulle blive indendøre og vente. Det var svært at stå herinde og se hjælpeløst til, mens der var så stor fare udenfor".

På trods af stormskaderne, holder Hoka tæpper stadig åbent. Indehaveren regner med, at tilbygningen kommer til at stå færdig i foråret og bliver således omkring tre måneder forsinket som følge af stormen.