Fortsæt til indhold

Måltavlen fulgte ikke med

Avedøres DS-mandskab sluttede sæsonen af med målorgie

Arkiv
ebohvidovreavis.dk

Det var top mod bund, men det er alligevel sjældent, at et hold scorer så mange mål og bevarer koncentrationen gennem en hel kamp. Men Avedøre førte opgøret med 4-0 ved pausen, og der blev ikke slappet af efter pausen. - Jeg sagde til spillerne i pausen, at de ikke måtte falde i niveau, fortæller træner Jan Christensen. - Fr.sund skulle saves midt over, så det gjaldt om at presse dem over hele banen. De havde mistet deres anfører efter 35 minutters spil med rødt kort, da han var for voldsom i en tackling af Chris Lindskow Pedersen, der heldigvis fik undgået den alt for satsede tackling. Det kunne i værste fald have endt med et brud... - Jeg må så sige, at spillerne holdt koncentrationen og forstod budskabet, og jeg er rigtig glad for, at de holdt gejsten. Det kan ofte være svært at holde fast, når man fører komfortabelt. Vi fik forbedret en god målscore endnu mere, og det kan i sidste ende komme til at spille en rolle. Samtidig fik vi sluttet en halvsæson af, hvor vi har spillet 11 hjemmekampe og vundet de 10. En er endt uafgjort. Vi har leveret varen... - Selvfølgelig er det ikke sjovt at sidde i et omklædningsrum, når man har tabt 11-0. Det gælder spillere, trænere og ledere, så vi sendte en kasse øl ind som en slags plaster på såret... I første halvleg scorede Thomas Petersen på straffespark, og siden Andreas Rosnell, Emil Vatani og Jesper Hansen. Kenni Olsen, Emil Vatani, Niklas Myhrmann to gange, Casper Lauridsen, Patrick Nordahl samt Andreas Rosnell, sluttede bombardementet af. Måltavlen på Avedøre Stadion går kun til en-cifrede sejre, så ved 9-0 måtte stadionspeakeren holde publikum opdateret verbalt.