Fortsæt til indhold

Regionsvalg mellem byer

Roskilde slås mod andre dele af Sjælland – og kandidaterne skal kæmpe med partifæller for at blive valgt til regionsrådet

Arkiv
Arkiv

Ved kommunalvalget 19. november skal vælgerne ikke kun sammensætte byrådet i Roskilde og i andre kommuner. Samtidig foregår valget til Sjællands Regionsråd, der også bestyrer en række vigtige områder for borgerne, først og fremmest sundheds-systemet.
Overordnet er der selvfølgelig visse forskelle på den røde og den borgerlige fløj i regionsrådet, som i de sidste fire år har haft socialdemokraten Steen Bach Nielsen som formand. Den politiske uenighed drejer sig især om graden af 'privatisering', først og fremmest af sygehus-opgaver og andre sundheds-funktioner.
Men ved siden af denne ideologiske strid, foregår en langt vigtigere kamp mellem de større byer om indflydelse og opgaver indenfor regionen. Her er det ikke Venstre mod Socialdemokratiet, men snarere Roskilde mod Køge, Holbæk og andre.

Sygehus og uddannelser

Et slående eksempel på denne politisk-geografiske kamp var placeringen af Sjællands nye hovedsygehus i starten af denne valgperiode.
Kun de fire ud af Regionsrådets 41 medlemmer, der kommer herfra, stemte ved de to første runder for hovedsygehus i Roskilde, og de var langt fra nok. Derefter røg Roskilde ud af afstemningen, og afgørelsen stod mellem Næstved og Køge, hvor sidstnævnte så vandt.
Siden har Roskilde vundet på andre fronter. De mellemlange studier til eksempelvis lærer, sygeplejerske, pædagog og andre, er i stort omfang blevet samlet på det nye Campus Roskilde i Trekroner, og det har så ramt andre byer som Holbæk, Vordingborg, Haslev osv.

Evan Lynnerup skal kæmpe mod alle de øvrige V-kandidater fra hele regionen, fordi partiet har sideordnet opstilling. Hvis de lokale V-vælgerne spreder deres personlige stemmer på flere kandidater eller bare krydser ved liste V, risikerer de, at Roskilde slet ikke får et Venstre-medlem i regionsrådet. Det samme gælder for andre partier med sideordnet opstilling.

Lokale medlemmer

Den geografiske sammensætning af Regionsrådet er faktisk vigtigere end den politiske, set ud fra et Roskilde-synspunkt.
I de næste år vil der foregå en stadig kamp for at bevare flest mulige senge, jobs og funktioner på sygehuset i Roskilde. Hvis det skal lykkes, er det vigtigt, at vælgerne fra alle partier her i området sørger for at få indvalgt lokale folk, der kan være med til at påvirke alle disse beslutninger.
Afhængig af de enkelte partiers opstillingsform, foregår det på forskellig måde. Enhedslisten har foretrukket en såkaldt partiliste, hvor deres egne medlemmer har opstillet en prioriteret liste, som der skal meget til for at ændre på.
Hos SF, der ellers tidligere har haft partiliste, er Tina Boel fra Roskilde blevet spidskandidat, men hun skal også slås for at få nok personlige stemmer til at blive valgt.

Personlige stemmer er altafgørende

De øvrige partier ved regionsråds-valget har også valgt sideordnet opstilling, hvilket betyder, at alene kandidaternes personlige stemmer afgør, om de kommer ind – uanset deres placering på listen.
Ser man f.eks. på Venstres liste, er Gundsøs tidligere borgmester Evan Lynnerup opstillet som nr. 9, mens en anden Roskilde-kandidat Søren Vagn Hansen er nr. 23. I udgangspunktet har de faktisk lige store chancer for at komme ind. Det afgøres nemlig alene af de personlige stemmer.
Venstre i Roskilde kan ikke en gang være sikker på at få valgt én, selv om partiet sikkert får et godt valg i hele regionen med 10 pladser eller mere. Hvis 10 kandidater fra de øvrige 17 kommuner får flere stemmer end de to fra Roskilde, kommer ingen af de lokale herfra ind.
Men hvis Venstre-vælgerne i Roskilde eksempelvis samler deres stemmer på Evan Lynnerup, så undgår man 'lokalt stemmespild', og han har meget gode chancer for at komme ind.
Stemmer afgivet på partiets liste her i området hjælper heller ikke de lokale kandidater. Listestemmer bliver nemlig fordelt forholdsvis i hele regionen til alle kandidaterne, i forhold til deres personlige stemmetal.
For alle de andre partier, der opstiller sideordnet til regionsvalget, gælder helt den samme mekanisme. Hvis deres vælgere vil have valgt lokale kandidater ind, skal de stemme personligt på dem, som de mener, har størst chance for at samle stemmer nok.
tk