Venner trods partisplid
Lars Lindskov og Lars-Christian Brask startede politisk sammen på Himelev Gymnasium, men så kom virkeligheden i mellem dem
Når der er valgkamp er det ikke ualmindeligt at høre om politikere, der skælder og smælder på politikere fra andre partier i kampen om at få stemmerne i hus. Men selvom Lars Lindskov (Kons.) og Lars-Christian Brask (V) stiller op til kommunevalget som hinandens modstandere, er der intet fjendskab mellem de to. Tværtimod er der en stor respekt mellem de to mænd, hvis politiske liv hænger uløseligt sammen med deres fælles tid på Himmelev Gymnasium fra 1979 til 1982. - Jeg blev introduceret for Lars gennem Konservative Gymnasiaster, og jeg med det samme begejstret for hans engagement og gå-på-mod, fortæller Lars-Christian Brask. - På den måde blev jeg også politisk engageret, selvom jeg absolut ikke vil påstå, at det var på samme niveau som Lars, da jeg havde mange andre projekter i gang på det tidspunkt, tilføjer han.
Kamp mod de røde
Når Lars Lindskov fortæller om sine erindringer fra den tid, er det ikke svært at forestille sig den begejstring, som Lars-Christian Brask beskriver. Med et udtryk af afsky beskriver han, hvordan det blandt andet var ting som DR, KTAS og storebæltsfærgernes monopoler, der fik ham til at blive politisk aktiv. - Vi ville bare have frihed, fortæller han og fortsætter: - Der var et behov for at kæmpe mod de røde, som jeg vidste, jeg måtte blive en del af.
Forskellige veje
Igennem gymnasietiden kæmpede Lars Lindskov altså side om side med Lars-Christian Brask, når de altså ikke brugte tiden på at feste i Konservativ Ungdoms daværende lokaler i Ringstedgade. Parløbet fortsatte igennem gymnasiet, og de to forblev venner, mens Lars Lindskov gik i lære i Fona og Lars-Christian gjorde det samme i Jyske Bank. Deres tilknytning til politik udviklede sig dog forskelligt. Lars Lindskov blev mere og mere engageret, mens Lars-Christian Brask valgte at fokusere på sin karriere, som i 1990 betød, at han rykkede teltpælene op for at flytte til England. Her mistede han stort set kontakten med både de konservative og Lars Lindskov. - Da jeg kom tilbage i 2005 genoprettede Lars og jeg kontakten næsten med det samme. - Men Det Konservative Folkeparti havde ændret sig meget, og jeg kunne ikke længere se mig selv som del af det, så jeg meldte mig ind i Venstre, fortæller Lars Christian Brask.
Stadig støtte
Selvom Lars-Christian Brask meldte sig under Venstres faner, kom det ikke til at betyde noget for venskabet mellem de to mænd. Lars-Christian Brask tog tilmed en aktiv del i Lars Lindskovs valgkampagne i 2009, som endte med en plads i byrådet til den inkarnerede konservative. Lars Lindskov har da heller ikke opgivet tanken om, at Lars-Christian Brask finder vej tilbage til de konservatives rækker engang i fremtiden. - Man kan jo ikke være rettroende hele livet, men jeg håber da på, at han vender tilbage som den fortabte søn engang, fortæller byrådsmedlemmet. - Men jeg vil altid være meget taknemmelig for Lars-Christians hjælp, for han er rigtig god til at få mig til at fokusere på de vigtige ting.
De korslagte arme
Nu står de to venner så i en situation, hvor de konkurrerer om pladserne i byrådet fra 2014 og fire år frem. Men på trods af at Venstre og Konservative ikke længere er i valgforbund, ser ingen af dem noget stort problem i at skulle samarbejde. Du mener nemlig begge, at de dybest set har meget ens grundholdninger. Dog har de lidt forskellige holdninger til, hvor langt man skal gå for at få indflydelse i den næste periode. - Nu er det jo desværre sådan, at det ser ud til, at vi i Roskilde får et rødt flertal, siger Lars Lindskov og fortsætter: - Jeg vil selvfølgelig gøre meget for at kæmpe for den konservative politik, men jeg sætter mig ikke i et hjørne og surmuler. Lars-Christian Brask ser anderledes strengt på spørgsmålet om politisk samarbejde. - Politik er nogle gange et spørgsmål om kompromisser, men hvis jeg grundlæggende er uenig med en politik, har jeg intet problem med at sætte mig med korslagte arme. - Det skal jo også virke som et signal om, hvad jeg står for. hw@roskildeavis.dk