Fortsæt til indhold

Frivillige til avisregistrering

Lotte Fang vil bevare lokalhistorien og genstarter opgaven, der er opgivet af biblioteket

Arkiv
Af Torben Kristensen

De to lokale aviser, Dagbladet og Roskilde Avis, indeholder så mange vigtige nyheder, at de ikke bør gå i glemmebogen. Derfor vil lokalhistorikeren Lotte Fang sammen med Stig Egblom, der er tilknyttet Lokalhistorisk Arkiv, samle interesserede frivillige. De skal på atter foretage registreringen af artikler, efter at kommunen og biblioteket for år tilbage sparede denne opgave helt væk. - Desværre har det vist sig at være et stort tab, at de forskellige artikler ikke længere registreres. Det drejer sig om alle typer informationer lige fra runde fødselsdage, jubilæer og erhvervs-nyheder til andre nyheder om, hvad der sker rundt om i Roskilde, forklarer Lotte Fang.

Frivillige grupper

Hun forestiller sig, at de interesserede frivillige, der skal registrere de interessante artikler i aviserne, kan arbejde i grupper. På den måde kan ansvaret deles op, og opgaven bliver ikke så stor for den enkelte. Den enkelte kan foretage sit arbejde hjemme og samle sine informationer på usb-stik eller mail, inden det overføres til gruppen, som skal foretage dette arbejde i tilknytning til Lokalhistorisk Arkiv. Alle, som er interesserede i at deltage i arbejdet med at fastholde Roskildes historie, så disse informationer ikke går tabt, bedes henvende sig til Lotte Fang på 46 35 12 06. tk@roskildeavis.dk