Julegaver med Chris i
I år er der mulighed for at købe julegaver med noget anderledes indhold, end man er vant til
De fire piger fra Kanongruppen i Janderup, Janni Kongerslev, Ann Olesen, Rikke Hymøller og Inger Lundorff har skaffet Chris MacDonald til Aktivitetshuset i Janderup den 28. januar 2014 kl. 19:00.
Og det er netop Chris MacDonald de to nissepiger Janni og Inger synes, skal ligge under juletræet. Allerede nu kan man bestille billetter til foredraget på vardebilletten.dk og på den måde få den gode MacDonald som gave juleaften.
You-TURN: Det er aldrig for sent eller for tidligt at leve sundt, bliver titlen på Chris MacDonalds foredrag. Chris MacDonald leverer redskaber til at give ens liv et serviceeftersyn. Hvordan står det til og hvad kan man gøre for at optimere sit liv og sin sundhed? Man går derfra motiveret og i højt humør – det er aldrig for sent eller for tidligt at leve sundt!
Og tidpunktet efter jul og nytår er sikkert det helt rigtige, til at kigge sig selv efter i sømmene.
Så det er nu, hvis du skal følge de to nissepigers råd: Giv en julegave med indhold i.