Trafikale tanker

Jeg vil gerne rose mig selv. Jeg har kørt bil, og sluppet nådigt fra det, både i det indre London og på myldretrafikbefængte motorveje i Los Angeles. Og begge dele kræver en del af chaufføren, altså mig, for der gives ingen gaver fra hverken medtrafikanter eller andet godtfolk.
Man er sig selv nærmest.
Jeg har også kørt bil på landeveje i Irland, som er så smalle og klemt inde mellem stengærde, at vejen mellem Gadbjerg og Givskud eller Egtved og Vork kommer til at ligne en bred nordjysk motorvej ved siden af.
Men det værste sted, jeg endnu har prøvet at køre, må da stort set snart være Skovgade i Vejle. Den fine vej mellem sygehuset og Gulkrog er et kardinalpunkt ud i trafikale prøvelser. I hvert fald i myldretiden.
Det er egentligt ikke myndighedernes skyld. De har gjort det, så godt de kunne. Tegnet streger op, og givet så meget plads, det er muligt.
Men trafikanterne har ikke altid styr på, at der skal flettes sammen henne ved lyskrydset. Ikke to hundrede meter før med fare for at al trafik stopper og der derfor opstår nogle meget lange køer. Uden grund. Nå, trafikale udfordringer er der mange af i denne verden. Jeg nyder at falde i et tv-program om verdens farligste veje, hvor lastbiler kører på smalle bjergveje eller over frosne søer.
Så slemt er det dog ikke i vores område, men engang har det dæleneme ikke været skide nemt at komme rundt.
Prøv at forestille dig at skulle nedad Gammel Kongevej i Vejle med en oksekærre. I regnvejr og masser af mudder eller endnu værre, i sne og is.
Det har godtnok været en mandomsprøve for både mænd, kvinder og okser.
Eller prøv at tænke jer tilbage til dengang, man har kæmpet sig gennem skoven, ned i ådalen og mødt Vejle Å. Så har man stået der og tænkt, hmmmm, vi får da godt nok våde fødder, hvis vi skal over her. Og bagved åen kunne man så se den modsatte bakke, der tronede sig op. Mørk og reserveret i sin udseende.
Der må man have tænkt sit og bandet det hele langt væk.
Jeg kan godt forstå, man lavede Hærvejen, for den går udenom alle større vandløb, men sikke en omvej, det trods alt har været at komme fra A til Å.
Så alt i alt er det ok, at der er lidt kaos ved Skovgade i ny og næ. Og det er ok, at man skal ud på små og til tider meget snoede veje for at komme til Øster Starup eller Nørup eller Bøllund.
Og det er også ok, at man ender i en rød bølge af lyskryds, for man ved, at næste gang rammer man nok en grøn bølge, og i den sidste ende går det op.
Alt i alt er Vejleområdet en utaknemmelig størrelse, sådan rent trafikmæssigt, for bakker og vandløb og fjord driller. Men vi når det jo nok, det hele.
Vi har mange motorveje i området, på godt og ondt, men vi har dog ingen giganter af motorveje som ved Los Angeles. Vi kan godt nok opleve myldretrafik i Vejle, men det er blid brise i håret i forhold til den trafikale orkan borgerne i London og Tokyo oplever.
Vi har ganske vist nogle markante bakker, vejene skal over, hvis de overhovedet kan bygges der, men vi har dog ingen bjerge at kæmpe med.
Næ, typisk dansk er det vel, at det kunne da være bedre, men det kunne da også være værre.
Hvis vi så bare kunne lære at flette ordentlig sammen, de steder hvor det er påkrævet, vil meget være nået.