Ud af byen i en fart
Det skal være lettere at komme ud af Sønderborg midtby
Efter fire ugers erfaringer med den øgede trafik i Sønderborg midtby efter Borgens åbning har kommunens trafikafdeling drøftet resultaterne med både Sønderborg Handel og Industrigruppen. Der er enighed om, at trafikken ind i midtbyen afvikles rigtig godt og tilfredsstillende.
Erfaringerne viser til gengæld, at der er brug for nu at afprøve mindre midlertidige justeringer, som skal forebygge, at bilisterne holder i kø, når de skal ud af Sønderborg midtby, især via Kongevej. Også trafikken til havneområdet bliver nu reguleret. De nye justeringer sker i uge 46, når vejarbejdet på Løngang er afsluttet.
For at mindske kø-kørsel på Kongevej åbnes Løngang for kørsel i begge retninger. Lastbiler og busser må fortsat køre ind i byen via Løngang, men skal benytte andre veje ud af byen. Busserne, som skal til Jylland, skal fortsætte med at køre ud af byen via Herman Bangs Gade og Kongevej. Og lastbiler får kørselsforbud på den ensrettede del af Kongevej for at teste, hvordan det vil bidrage til mindre kø-kørsel. Desuden bliver venstresvingsforbuddene i krydset Holger Drachmanns Gade – Kongevej ophævet.
"Vi har også været i dialog med Humletorvets beboerforening om en midlertidig ændring af den eksisterende ensretning på Slotsgade og Stjernegade og er enige om nu midlertidigt at afprøve, hvordan trafikafviklingen forbedres ved at ensrette Slotsgade fra slottet mod Humletorv (samme retning som Rosengade), ved at ensrette Stjernegade fra Humletorv til Voldgade og ophæve indkørselsforbuddet ved rådhuset til Lille Rådhusgade, så der kan køres i begge retninger," oplyser drifts- og anlægschef Thomas Jaap.
Kommunen vil løbende følge trafikudviklingen og tilpasse rammerne, så trafikken afvikles bedst muligt for trafikanterne, og erfaringerne fra de midlertidige trafikomlægninger skal bruges til at udarbejde udkast til en mere permanent trafikplan for Sønderborgs midtby. Udkastet til en sådan plan bliver sendt i høring i første halvår 2014.
Sekretariatschefen i Sønderborg Handel, Jens Bachmann, glæder sig over, at Sønderborg By trafikalt set er ganske robust, også når rigtig mange bilister gerne vil ind i midtbyen.
"Den helt rigtige model for, hvordan vi også optimerer trafikken ud af midtbyen, har vi dog ikke set i oktober. Måske vi ser det med de justeringer, der gennemføres fra uge 46, og som vi støtter fuldt op om," siger Jens Bachmann og Erling Duus, Dansk Industri, samstemmende.