Alt det du kan se
Med enkle midler har Nissan lavet en helt ny Micra – men under huden er alt ved det gamle
Thomas André Petersen Vi kan jo lige så godt indrømme, at udseendet betyder noget. Faktisk rigtigt meget. Det måtte Nissan sande, da salgstallene svigtede for Micra, og tilbagemeldingen fra kunder og kloge hoveder var, at bilen simpelthen var for nuttet – for feminin. Folkene hos det japanske mærke tog det til sig og lavede en stribe ændringer inde som ude. Så uden at forandre noget som helst teknisk overhovedet, har de lavet en helt anderledes bil. Bevares. Noget machodrøn er der ikke tale om, men det er ikke så flovt at være teenager i den nye, som det var i den gamle. Fra A-stolpen og frem er alt forandret med nye linjer, nye lygter og en lidt mere muskuløs kofanger. Bagfra løfter de nye LED-lygter niveauet en smule.
Vilde med at sælge
Indendørs er der ryddet godt op med ny midterkonsol, nye indtræk og et par andre småting, der gør livet nemmere for brugerne. Visia er billigste variant og koster 107.000 kroner, og vælger man en Acenta, der er næste udstyrsniveau, er der lagt automatisk aircon og fartpilot oveni det gamle Acenta udstyrsniveau, samtidigt med at du får 25.000 kroner i indbytning for din gamle bil, hvis bare den selv kan køre over kantstenen. Så man må sige, at Nissan rent salgsmæssigt bakker godt op omkring den lille næsten ny. Kvalitetsfornemmelsen er øget, blandt andet ved at armlænene i dørene har fået ny tekstur, og der er nye sædeindtræk og dørbeklædninger. Udstyrsudgaverne Visia og Acenta har et slidstærkt vævet stofindtræk, mens topmodellen Tekna har et ruskindslignende indtræk med dobbelte syninger. Kabinen er desuden optimeret med AUX-IN- og USB-tilslutninger i instrumentpanelet, som er forbundet med alle audioenheder. Samt et 12-volts-stik, så mobiltelefoner eller mp3 -afspillere nemt kan oplades i bilen.
Mere moderne udstyr
I alle udgaver er audioudstyret bedre integreret i midterkonsollen med matchende finish i sort højglans eller mat sort. Herudover fås den nye Micra med det nyeste NissanConnect -navigations- og kommunikationssystem med nye funktioner og en større 5,8 tommer skærm mod den tidligere på fem tommer og betjeningselementer i krom. Micra produceres på fire fabrikker rundt om i verden og sælges i 56 lande i hele verden. Alle de eksemplarer, der sælges i Europa, produceres i Indien. De tre andre produktionssteder ligger i Thailand, Mexico og Kina. Men mange af ændringerne på den nye Micra er kun foretaget på biler til det europæiske marked.