Tom McEwan gæster Spilledåsen
MUSIKAFTEN: Tirsdag, den 12. november byder Spilledåsen i Store Heddinge atter på en musikalsk menu af de usædvanlige.
Tilberedningen forestås af tre erfarne herrer, der har serveret vellyd og udfordret lattermusklerne hos mangt et publikum i flere årtier.
Vi kender herrerne fra adskillige og mangeartede forbindelser, hver for sig og sammen, men ét er sikkert: De kan orkestrere deres musikalske menuer til behag for store såvel som små, og altid tilsat passende, nøje afmålte småbidder af krydrende humor.
Tom McEwan, der foruden at kunne imitere en klyde, spille på ”bølgeslips” og røre ekvilibristisk rundt i sine ”gryder”, blander forbindende sin del af gryderetten op med anekdoter og andre vederkvægende, skæve påfund.
Med sig har Tom McEwan bragt Hugo Rasmussen, som ikke lader Tom i stikken, hvad angår finurlige spilopper. Han har jo efterhånden tilegnet sig legendarisk ry som en af rigets fremmeste gulvbas-spillere.
Men ikke nok med det. Torben Kjær, der foruden sit eminente klaverspil og sin komposition kreeret i forbindelse med indvielse af en skihopbakke i Holmenkollen i Norge, indgår som et uundværligt tredje hjul i denne særlige Spilledåse-menu.
Billetter kan købes i døren på selve aftenen eller i forsalg hos ”Kop og Kande” i Store Heddinge, ”Staxen” i Hårlev og ”Papir og Tobak” i Karise. Billetbestilling kan foretages på tlf. 3057 1999 – torsdage og søndage kl. 16.00 – 1930.
pm