Fortsæt til indhold

Gi’r du kaffe, så tager de kagen med

Arkiv
Arkiv

Socialdemokraternes politiske ordfører i Esbjerg kommune, Anders Kronborg, og Socialdemokraternes medlem i Europaparlamentet, Dan Jørgensen, inviterer nu sig selv på kaffe hos én af kommunens borgere.
"Giver du en kop kaffe, så tager vi en kage med. Traditionelle valgmøder har ikke altid den største tilslutning, så derfor prøver vi at tilbyde borgerne at møde dem i hjemmet i stedet," siger Anders Kronborg.
Ved arrangementet, der kommer til at løbe af stablen om eftermiddagen lørdag 9. november ca. kl. 16, deltager også socialdemokraten Dan Jørgensen, der er medlem af Europaparlamentet. De to skal umiddelbart inden kaffemødet deltage i en rundvisning på havnen i tidsrummet 14-15.30.
"Jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange vil være interesseret i at få den politiske debat hjem i stuen. Desværre kan vi kun få kaffe ét sted, men bliver det en succes, så vil jeg ikke udelukke, at jeg kunne finde på at gøre det igen," siger Anders Kronborg.
Har du lyst til at få besøg af de to socialdemokrater til en kop kaffe lørdag 9. november om eftermiddagen, så skal du sende en mail til Anders Kronborg på ak@esbjergkommune.dk senest torsdag 7. november kl. 18, hvorefter du vil blive kontaktet, hvis valget falder på dig.