Skidt velkomst til Falck
I Roskilde kommune er der gennem det sidste års tid gjort mange bestræbelser for at få skabt et erhvervsvenligt klima i kommunen. Hele erhvervsområdet er omorganiseret, så det nu er lettere for såvel eksisterende, som nye virksomheder at komme i en konstruktiv dialog med kommunen. Men fine organisationsplaner gør det ikke alene. Den rette ånd skal også være til stede. Det gælder både i forvaltningen og i det politiske system. I den sammenhæng bør vi politikere vise vejen og gå forrest. Det gælder ikke mindst borgmesteren. Derfor nytter det ikke, at borgmester Joy Mogensen byder en ny virksomhed – her Falck - velkommen til Roskilde med ordene, at ”det kan koste menneskeliv”, at Falck ”dumper prisen”! Hvor ved hun det fra?? Citat fra borgmesteren: ”Det kan godt være, at Falck kan leve op til kravene, men jeg tror simpelthen ikke på, at vi får samme fine service hos Falck, og jeg frygter, at de ikke kan leve op til, hvad vi er vandt til.” Velkommen til Roskilde siger jeg bare. Som tidligere regionsrådsmedlem, der igen kandiderer til rådet, ved jeg, at Falck leverer varen ude på Sjælland. Det ved borgmesteren også. Derfor er der ingen grund til bekymring. De leverer det bare 6 mio billigere om året. Penge som kan gøre godt andre steder i sundhedssystemet! Skulle vi leve op til vores nye erhvervspolitik, så skulle borgmesteren selvfølgelig byde Falck velkommen til Roskilde og straks sætte forvaltningen i gang med at finde egnede lokaler til dem, så vi som kommune kan medvirke til at de kommer godt fra start til gavn og glæde for os alle. Evan Lynnerup Kandidat til Roskilde Byråd og Regionsrådet i Region Sjælland