Nu kan EFI-hallerne redde liv
Hvert år bliver omkring 3.500 personer i Danmark ramt af hjertestop uden for hospital, og ca. 10 procent overlever. De minutter, der går, fra et menneske falder om med hjertestop, til ambulancen kommer, er de mest kritiske, og den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet.
Derfor har Esbjerg Firmaidræt søgt om og netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden, og med hjertestarteren følger et kursus, hvor medarbejdere og brugere af hallen bliver uddannet i hjertelungeredning, og i hvordan man bruger hjertestarteren.
“Donationen af hjertestarteren til EFI-hallerne er en del af TrygFondens indsats for at forbedre danskernes adgang og kendskab til hjertestartere. Tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at 43 procent af dem, som falder om med hjertestop, får hjertelungeredning af vidner, før ambulancen ankommer. Men det er kun i meget få tilfælde, at vidner anvender en hjertestarter,” siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser.
Den mest effektive behandling ved hjertestop er stød med en hjertestarter. Derfor er det vigtigt, at hjertestarterne bliver hængt op over hele landet, så der er størst mulig chance for, at der er en i nærheden, når der sker hjertestop. Når man ringer 1-1-2 bliver man guidet igennem forløbet af det sundhedsfaglige personale, så danskerne skal ikke være bange for at bruge hjertestarterne.