Fortsæt til indhold

Unge i Hvidovre tyvstarter regionsvalget

Et ungevalgmøde på Hvidovre Gymnasium & HF den 6. november tyvstarter efterårets regionsvalg. Her får de unge styringen for en stund, når de med mobilen stemmer om, hvad politikerne skal prioritere højest

Arkiv
Arkiv

Busser, jobs eller kort ventetid? Ungevalgmødet er opbygget som politisk reality, hvor publikum bruger computer eller smartphone til at stille spørgsmål, debattere og afgive deres stemme på undervejs på mødet - og det hele vises selvfølgelig løbende på en storskærm. Publikum kan blandt andet stemme om, hvorvidt regionsrådspolitikerne bør prioritere kortere ventetid på akutmodtagelserne frem for hurtigere kræftdiagnosticering, om der skal oprettes flere pladser til spiseforstyrrede frem for bedre rammer for unge indlagt på hospitaler, eller om bedre bustransport til ungdomsuddannelser er vigtigere end skabelsen af arbejdspladser. På mødet kan de unge også stille spørgsmål til politiske kandidater til regionsvalget. Unge skal med i diskussionerne - Regionerne arbejder med planer og beslutninger for fremtiden. Fremtiden tilhører i høj grad de unge, og derfor skal de være med i diskussionerne og give deres mening til kende over for politikerne. Et regionsvalg er om noget de unges valg, og derfor bør de bruge deres stemme, siger regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden. Valgmøderne er arrangeret i samarbejde med Danske Regioner og YouGlobe, en uafhængig forening, der arbejder for at styrke unges deltagelse i demokratiet. Omkring 5500 af de unge i hovedstadsregionen forventes at tage del i møderne.