Fortsæt til indhold

Dyrenes Hjørne lukker i Jægerspris

Med udgangen af januar måned lukker Dyrenes Hjørne sin forretning på Hovedgaden i Jægerspris

Arkiv
Af David Foli

Jægerspris Skiltene med "Ophørs-udsalg" er kommet op i vinduerne hos Dyrenes Hjørne i Jægerspris. Indehaver Lise Rungstrøm har opsagt sit lejemål, som løber frem til 31. januar 2014, da forretningen ganske enkelt ikke løber rundt. "Jeg oplever meget hård konkurrence fra de store supermarkeder og fra nethandlen," siger hun til Lokalavisen Hornsherred. Det er knap tre år siden, at 53-årige Lise Rungstrøm åbnede Dyrenes Hjørne i Jægerspris, og forretningen har siden april sidste år haft til huse i de nuværende lokaler på Hovedgaden. Men selvom forretningen nu lukkes, og Lise Rungstrøm allerede har fundet sig et job som nattevagt på et plejecenter, så kommer hun alligevel ikke helt til at slippe forretningen. Lise Rungstrøm fortæller således, at hun stadig vil have fodersalg. Det kommer fremover til at ske fra Kennel Maack, som hendes mand Svend Rungstrøm driver i Jægerspris. Derudover er Lise Rungstrøm også i gang med at få en hjemmeside op at køre, hvorfra der vil være "en eller anden for for nethandel," som Lise Rungstrøm beskriver det. Via facebookgruppen Klub Dyrenes Hjørne kan man følge med i arbejdet med den nye hjemmeside.