Rigtig mange mødte op til åbningen af Avedøre Bibliotek - også modstandere af skolelukningen
Fredelige demonstranter blev bedt om at fortrække
Udenfor var der imidlertid en mindre demonstration, hvor en gruppe tidligere lærere fra Enghøjskolen markerede, at lokalerne engang var en skole. - Vi synes, som mange andre, at det er fint, at Stationsbyen får et større og bedre bibliotek. Men det opvejer altså IKKE tabet af byens skole. Derfor uddeler vi nu huskesedler og beder folk huske på, at det var SOCIALDEMOKRATERNE, DANSK FOLKEPARTI, KONSERVATIVE og VENSTRE, der gik sammen om at lukke Enghøjskolen for næsten 1½ år siden, som der stod på demonstranternes uddelte seddel. Og måske var dette et udsagn, der var for meget for bibliotekschef Kim Rømer, der følte det rimeligt at bede den lille forsamling fortrække, hvis han ikke skulle tilkalde politiet. De tidligere lærere lod sig dog ikke kyse og fortsatte deres fredelige demonstration indtil festlighederne i det nye og flot indrettede Avedøre Bibliotek begyndte. Indenfor var mange borgere og brugere af Avedøre Bibliotek samt et bredt udsnit af nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer og ligeledes et bredt udsnit af dem, der ønsker at blive kommunalbestyrelsesmedlemmer, mødt op for at lytte til borgmester Helle Adelborgs tale om det nye bibliotek. - Jeg havde nær sagt velkommen til de spritnye rammer, men vil i stedet sige, at det her er et eksempel på et godt genbrug. Det her er første skridt mod at gøre stedet til et kulturelt centrum i Avedøre, og jeg glæder mig til at følge udviklingen i Enghøjbygningen, sagde Helle Adelborg blandt andet til de mange, der ville være med til at fejre åbningen af det nye, flotte biblioteket. På scenen var der desuden besøg af den lokalt opvoksede komiker Omar Masouk, der blandt andet underholdt med sin egen ordblindhed og lykken over, at der findes lydbøger. key