Fortsæt til indhold

Retshjælpen har selv brug for hjælp

Sønderjyllands Retshjælp mangler flere frivillige jurister til at hjælpe sønderjyderne gennem den juridiske jungle

Arkiv
Mikkel Hansen

Små hverdagsproblemer og uoverskuelige livsudfordringer er i fokus, når DR hver tirsdag sender Retshjælpen.
Serien skildrer bl.a. arbejdet i Sønderjyllands Retshjælp, der blev stiftet for et år siden og tilbyder i dag gratis rådgivning i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg.
“Det er gået forrygende, og vi har rigtigt meget at lave. Vi er stort fuldt optaget hver gang, og der et kæmpe behov. Alene i går havde jeg 23 samtaler på fem timer,” fortæller Marianne Betzer fra Aabenraa, der stiftede foreningen.
Faktisk har Sønderjyllands Retshjælp for meget at lave. Foreningen har i alt seks jurister, der alle arbejder gratis.
“Vi har brug for flere jurister, der har lyst til at hjælpe til,” fortæller Marianne Betzer, der selv tager de fleste vagter og bruger cirka 20 timer om ugen på Sønderjyllands Retshjælp og samtidigt skal finde tid til at arbejde fuldtid som advokatfuldmægtig hos Advokatfirmaet Råd til Advokat i Aabenraa.
“Flere borgere vil sikkert kontakte os efter TV-serien, men forhåbentligt vil opmærksomheden også tiltrække nogle jurister. Det behøver ikke være advokater eller fastansatte jurister. Det kan også være studerende i sidste del af uddannelsen eller ledige jurister, der gerne vil have noget værdifuldt på deres cv,” siger Marianne Betzer.
Sagerne i Sønderjyllands Retshjælp spænder lige fra lejeret, arv og nabostridigheder til købelov, gældssaneringer og forældremyndighedssager. Retshjælpen er åben for alle.
“Vi kan ikke føre sager for folk eller deltage i møder, men vi kan give vejledning og hjælpe med den skriftlige sagsbehandling. Bare det at vi f.eks. skriver et brev til en udlejer, der nægter at refundere et depositum, kan i mange tilfælde være nok.