Årets julefrokost står for døren
VIF er igen klar til årets fest
Der har i år været fuld fokus på, at der ikke skal spares på musik og underholdningen, og det har betydet at programmet er proppet med go musik og masser af underholdningen.
Mon ikke dette program har været medvirkende til, at der på nuværende tidspunkt er solgt 700 billetter til arrangementet i Lerpøthallen den 6. december.
Der vil være musik fra start til slut, gag og gøgl, eftertragtede mandelgaver og ikke mindst en overraskelse af de helt sjove!
Lokal musik
”Vi har hørt på folks ønsker og derfor igen booket det lokale band Madam Blå & Pop Rockerne, som jo er garanter for fest og gang i kludene,” fortæller Pernille Svender, marketingkoordinator på Varde Fritidscenter.
Udover Madam Blå & Pop Rockerne, så vil der også ryge musik ud af højtalerne fra Bluestar Disko.dk
Maden til årets julefrokost leveres af Mad Med Mere og Jacob Justesen fra Restaurant Justesen, som arbejder tæt sammen om denne julefrokost.
Julefrokost for 11. gang
Det er 11. gang at Varde IF kører de store julefrokost-kanoner i stilling, men det havde ikke været muligt uden de mange frivillige arbejdstimer der ligger bag succesen.
”Der er brug for i alt ca. 125 hjælpere, som er fordelt på flere holdskift fra torsdag aften til lørdag morgen og de gør et fantastisk stykke arbejde til fordel for alle medlemmer i Varde Idrætsforening, fortæller Pernille Svender Lokalavisen Varde.
Julefrokostudvalget, som består af Lise Terp, Flemming Nissen, Niels Jørgen Nielsen og Berit Høj Nielsen, håber på mindst 1.000 gæster i år.
Billetter til årets julefrokost kan bestilles hos Flemming Nissen på flemming.nissen@privat.tele.dk.