Fortsæt til indhold

Valget giver travlhed på Borgmesterkontoret

I disse dage bliver der pakket kuverter med vejledninger og informationsmateriale til de i alt 184 personer, der enten er valgstyrere eller tilforordnede ved Kommunal- og Regionsrådsvalget i Varde Kommune

Arkiv
Kim Schou

Valget til landets kommunalbestyrelser og regionsråd nærmer sig nu med samme fart som muldvarpeskud dukker op på en nyrevent og vinterklar græsplæne.
Nedtællingen er i gang, og det betyder travlhed for Gitte Kiel og Bodil Kjærgaard Pedersen, der er en del af Ledelsessekretariatet i Varde Kommune. Vejledninger og informationsmateriale skal pakkes og sendes ud til de i alt 184 valgstyrere og tilforordnede, der – tirsdag den 19. november - står klar til at modtage vælgerne på kommunens 23 valgsteder.
"Alle, der er med til at sikre en god og velordnet afvikling af valget, skal jo vide, hvordan de forskellige udfordringer skal gribes an – hvordan man afgør, hvorvidt en stemmeseddel er gyldig eller ej – og hvem der egentlig har ansvaret for, at de involverede nu også får noget at spise undervejs," fortæller de to piger fra Borgmesterkontoret.
Blandt det omfattende materiale er en generel vejledning, der fortæller om alt fra brevstemmer og diæter til tavshedspligt og ombytning af stemmesedler. En anden vejledning gøre rede for, hvordan optællingen af stemmer egentlig skal håndteres på valgaftenen, mens en tredje beretter om – noget helt tredje…
"Materialet skal sendes ud nu, så alle får lejlighed til at sætte sig ind i det. Naturligvis er der en hel del af de 184 involverede, der har prøvet det før, men der er også helt nye kræfter, ligesom det altid kan være en god idé lige at genopfriske reglerne," mener Gitte Kiel og Bodil Kjærgaard Pedersen.

Grov- og fintælling

Af de forskellige vejledninger fremgår det blandt andet, at første punkt på ”dagsordenen”, når selve valgdagen – stemmeafgivningen - er slut, er, at der skal ske en grovtælling af partistemmerne til henholdsvis kommunalvalget og regionsrådsvalget.
Næste skridt er den første og foreløbige fintælling af de personlige stemmer til Kommunalvalget – og dermed altså også det første bud på, hvem der skal sidde på de 25 stole i Byrådssalen.
"Dagen efter – den 20. november – gælder det først fintælling af stemmerne til regionsrådet samt den endelige fintælling af stemmerne til det kommende byråd i Varde Kommune," fortsætter Gitte Kiel og Bodil Kjærgaard Pedersen.
Altså bliver det et stykke op af onsdag den 20. november før alle stemmer både er talt og fintalt og det endelige resultat står nagelfast og sikkert.