Har du bestemt dig?
I den kommende weekend kan Hvidovres borgere for første gang nogensinde afgive deres brevstemmer i et af Hvidovres butikscentre. Hvidovre Kommune tager ved dette kommunal- og regionsrådsvalg nemlig et mobilt valgsted i brug. Det mobile valgsted er at finde i Hvidovre C på lørdag fra kl. 10 - 13. Så har man allerede bestemt sig til, hvem man vil stemme på, kan man således få det ¿overstået¿, når man nu alligevel er ude for at lørdagshandle. De fleste af de mange fremmødte på tirsdagens store valgmøde på Medborgerhuset, har sikkert allerede bestemt sig til hvor krydset skal sættes. Mødet var arrangeret af Socialdemokraterne og AOF - og tirsdag aften havde de røde klart det talmæssige overtal blandt tilhørerne. Valgmødet afslørede vel ikke på afgørende vis præcist hvorvidt man skal stemme blåt eller rødt. Men spørgsmålet er nu op til Hvidovres borgere - trænger Hvidovre til et ¿systemskifte¿ eller skal Hvidovre fortsætte i endnu fire år med en rød borgmester for bordenden? Det er i øvrigt også muligt at møde personligt op i Borgerservice på Rådhuset og brevstemme. Det kan man gøre frem til lørdag den 16. november. Uanset hvad man har tænkt sig at stemme, skal redaktionen opfordre til, at man får det gjort. Faktisk betyder sammensætningen af den kommende kommunalbestyrelse mindst lige så meget for Hvidovreborgernes dagligdag som sammensætningen af politikere på Christiansborg.