Bent lukker V-hul
Ny kandidat må fjerne billeder af elever i sin klasse fra valgpropaganda
Venstres borgmesterkandidat i Roskilde Bent Jørgensen har måttet gribe ind og lukke et stort hul på partiets flanke, efter at en af de nye kandidater på listen har brugt klasse-billeder i sin valgkamp. Lizzi Tvede Waagstein er opstillet som en af de sidste på Venstres liste ved valget til Roskilde Byråd og underviser til daglig som lærer på Klostervangsskolen. Herfra har hun brugt billeder, hvor man ser både hende og eleverne fra en 9. klasse, midt i en undervisningssituation. Klippet er lagt på nettet som led i valgkampen. Hendes opførsel bryder med vigtige regler om, at sådanne billeder ikke kan bruges offentligt. Eksempelvis kræver det kommunens og forældrenes tilladelse. - Jeg har bedt hende om straks at fjerne disse billeder, og hun har erkendt, at det var en fejl, siger Bent Jørgensen til Roskilde Avis. Venstre-lederen er nødt til at holde sine egne folk striks til reglerne, efter at partiet med god grund har angrebet Socialdemokraternes massive og ulovlige tyvstart ved opsætningen af valgplakater i Roskilde. tk