Fortsæt til indhold

Åbner sig for gæster

Roskilde Domkirke vil lukke op for besøgende hver mandag og onsdag samt alle formiddage

Arkiv
Arkiv

Roskilde Domkirke åbner nu op, så de mange interesserede, der gerne vil se det enestående monument, får reel mulighed for at komme ind. Det sker med fast og garanteret åbningstid hver mandag og onsdage samt øvrige formiddage indtil klokken 13. Den nye ordning indføres, for at det enestående UNESCO-monument kan få det publikums-besøg, som det skulle have mulighed for. Hidtil har tur-operatørerne ikke turde arrangere ture til Roskilde, fordi de kunne risikere at løbe ind i en lukket dør, hvis der var tilfældigvis blev arrangeret en religiøs aktivitet på det tidspunkt. Derfor er domkirken gået glip af mange gæster. Eksempelvis får Kronborg i Helsingør hvert år besøg af 400 busser fra de mange krydstogtskibe, der kommer til København, mens ingen af dem kører til Roskilde. På samme måde har danske vognmænd og andre arrangører, som laver en-dags-ture, ikke haft lyst til at køre f.eks. fra Slagelse til Roskilde, hvis de kom til at køre forgæves, så hele arrangementet blev ødelagt. - Vi indfører denne nye åbning for at få opfyldt de store muligheder, der er for flere besøgende til domkirken, forklarer menighedsrådets formand Anne Rosendal. Hun er samtidig overbevist om, at et bedre besøgstal vil gøre det lettere at få gennemført det planlagte underjordiske besøgs-center ved Domkirkepladsen. Efterlyst længe Turisterhvervet i Roskilde har længe efterlyst denne åbning. Byen er gået glip af mange tusinde turister, som gerne ville ind at se UNESCO-monumentet, men ikke var sikre på at kunne komme ind. Den øgede tilstrømning vil også kunne give større omsætning til Roskildes restauranter, hoteller og andre forretninger. Direktør Anette Huld fra Hotel Prindsen forklarer, at naturligvis har hun respekt for, at der skal foregå kirkelige handlinger, men med de faste tidspunkter er der fundet et godt kompromis, så det hele kan fungere. - Vi har kæmpet for det her i mange år, og det vil betyde, at mange tur-operatører nu vil bringe gæster her til byen. Det har de hidtil ikke villet, fordi de ikke var sikre på, om domkirken var åben, når de kom. Nu går krydstogt-gæsterne ikke lægnere udenom Roskilde. Jens Müller fra turistorganisationen Visit-Roskilde er også begejstret. - Det er en af de bedste nyheder længe, for domkirken er jo en hjørnesten i vores turisme. I år har vi prøvet at sælge nogle 'pakke-tilbud' med flere oplevelser i Roskilde. Mange var interesserede, men når de fandt ud af, at det ikke var sikkert, de kunne komme i domkirken, så faldt interessen.

Enighed med præsterne

Anne Rosendal fremhæver, at den længe ønskede beslutning også er truffet i enighed med domkirkens præster og foreløbig skal fungere som en forsøgsordning i et år. - Behovet for kirkelige handlinger som begravelser eller bryllup kan godt løses fra klokken 14 de øvrige dage. Så vil kirken blive lukket for besøgende allerede fra klokken 13, forklarer menighedsformanden. tk

Formanden for Domsognets Menighedsråd Anne Rosendal fortæller, at den vigtige beslutning er truffet i samarbejde mellem de folkevalgte og præsterne.