Julekraften - løjer og lys
Juletræet er nok noget af det mest danske, man kan forestille sig, men i virkeligheden er det en skik vi for 200 år siden har hentet i Tyskland. Her har man siden middelalderen hentet det grønne træ inde i stuen til erindring om den grønne natur her midt i vinterens mørke. I det hele taget skriver mange af vores juleskikke til middelalderen, mens andre rækker endnu længere tilbage til hedensk tid og andre igen har vi hentet i romerriget. I vikingetiden holdt man også julefest. Det var en offerfest, midvinterfesten, hvor man fejrede, at nu gik det mod lysere tider. Selve festen var dengang et drikkegilde, hvor man gennem rusen og samværet med sine drikkefæller skulle komme nærmere de hedenske guder Odin, Frey, Njord og Tor og sikre det kommende års fred og velstand. Med kristendommens indførelse o. 1000 overtog vi den kirkelige fejring af Kristi fødsel, som igen havde optaget skikke fra romerrigets fejring af solens genkomme. Præsterne prøvede at omdøbe den gamle hedenske julefest til Kristmesse. Hos os i norden lykkedes det aldrig, derimod i England hedder det jo ikke jul men Christ-mass = Kristmesse. Jesper Hjerminds foredrag handler derfor om vores mange juleskikke og traditioner som netop er en skønsom blanding af både kristendom og hedenskab. Der er gratis adgang til foredraget.